Bilist tog den forkerte beslutning, da han så politiet
Det gik helt galt for en mandlig bilist, da han forsøgte at stikke af fra en patrulje natten til tirsdag.
En patrulje forsøgte natten til tirsdag klokken 00.50 at standse en bilist, der kørte med høj fart ved Auning på Norddjurs.
Den 39-årige fører af bilen valgte ikke at følge politiets anvisning om at standse. I stedet forsøgte han at køre fra patruljen. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Men han fik mere fart på, end hans køreevner rakte til. Bilisten mistede under sin flugt herredømmet over bilen og endte på en mark.
Fortsatte flugt til fods
Heller ikke det var nok til at standse den 39-årige mand, der åbenbart havde besluttet sig for ikke at blive anholdt.
Og det var der måske en god grund til. Da patruljen indhentede ham efter nogle få hundrede meter kunne de konstatere, at manden havde en promille over det tillade, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.