Demonstration på Djursland: - Skræmmende, at de tænker på at lukke børnehaven
I Vivild på Norddjurs frygter lokale beboere, at deres daginstitution bliver sparret væk
Når man kører ind i byen Vivild i Norddjurs Kommune, så ser man straks skiltet med teksten ”Bevar Nordlyset”.
Nordlyset er byens daginstitution, og en lukning af institutionen er en del af et sparekatalog for Norddjurs Kommune.
- Det er lidt skræmmende, at de tænker på at ville lukke børnehaven. Hvad er så det næste, der ryger, siger pædagog Anna Karina Johnsen.
Derfor gik en gruppe af byens borgere i dag, lørdag, i forbindelse med en sommerfest på gaden for at demonstrere mod den mulige lukning af deres forholdsvis nye daginstitution.
- Den er halvandet år gammel, så det undrer os rigtig meget. De har brugt 8 millioner på den, siger Anna Karina Johnsen.
Intet er afgjort
Kommunen kan spare cirka en halv million kroner om året, hvis institutionen lukkes, men intet er afgjort endnu. Spareforslagene skal først behandles af politikerne.
Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), kan godt forstå borgernes bekymring.
- Jeg er også selv dybt bekymret, og det er meget vanskelig økonomisk situation, vi er i. Men jeg har kun et valg, og det er at tage lederskab, og det gør jeg for den situation, vi er i.
I Vivild håber de, at pilen ikke lander på Nordlyset, når afgørelsen skal træffes.
- Der er så mange andre steder, jeg tænker, at der kan blive sparret, siger Anna Karina Johnsen.