Ø vil have flere fastboende - men der er ingen ledige boliger
På Anholt vil de gerne have flere fastboere, og flere står på spring til at blive det, men det kan lige nu ikke blive til noget, for der er simpelthen ikke nogen ledige boliger på øen.
127. Så mange fastboere er der på Anholt. Men det tal kunne være højere.
På øen har de i årevis kæmpet for at få flere tilflyttere. Og det er faktisk lykkedes at trække interesserede til øen, men der er bare et enkelt problem. Der er ingen boliger for dem at flytte ind i. Og det ærgrer en familie på fem, som er klar til at tage springet og kaste sig ud i livet som fastboere på Anholt.
Torben Zimmer og Anita Rebekka Ravn bor lige nu i Ryomgård på Djursland med deres familie. Torben Zimmer har allerede fundet et job på Anholt og familien er så klar, som den kan være, til at blive faste øboere.
- Det er svært, som det er lige nu med den boligsituation, der er, siger Torben Zimmer.
Flexordning spænder ben
Norddjurs Kommune har via en flexordning tilladt, at helårshuse kan omdannes til sommerhuse. Så nu er der masser af tomme sommerhuse store dele af året, men ingen ledige huse til folk som Anita Rebekka Ravn og Torben Zimmer, der vil bo på øen hele året rundt.
Læs også:
- Vi er rimelig overrasket over, hvor svært det egentlig har været, siger Anita Rebekka Ravn og Torben Zimmer supplerer:
- Jeg tror, at alle har været overrasket og tænkt, at der plejer at være en løsning, men jeg tror, at man er nået dertil, hvor der faktisk ikke er flere løsninger. Der er simpelthen ikke flere huse derovre.
Ærgrelse på Anholt
Og det skaber ærgrelse på Anholt, at familier som denne ikke kan flytte derover.
- Det er meget, meget trist, siger Anne Damkjær Lautrup, der er sognepræst på Anholt.
Hun bor på Anholt og kæmper for at få flere borgere på øen.
- De sidste fire år har der været fire-fem familier, der er blevet ramt af det, siger hun.
Hun mener, at blandt andet flexordningen i kommunen har en kæmpe bagside.
- Det, vi ser - os der bor der - er de her huse, der står tomme hele vinterhalvåret, hvilket er trist. Hvis nogle så gerne vil leje dem, kan de kun leje dem nogle måneder netop i vinterhalvåret, men hvad skal de familier så gøre om sommeren, hvor de så står uden noget at bo i. Det vil man jo heller ikke flytte til Anholt for, siger Anne Damkjær Lautrup.
Hos familien fra Ryomgård er kufferterne så godt som pakket, og budskabet er klart.
- For vores familie handler det om i første omgang at finde et sted at bo, men vi håber også, at den her sag måske sætter lys på et problem, der plager Anholt lige nu, siger Torben Zimmer.
Og den holdning deler Anne Damkjær Lautrup.
- Jeg synes, det er meget vigtigt, at Anholt ikke ender med bare at blive en turist-ø, men at det er en ø med et helårssamfund med mennesker i alle aldre, siger hun.
Svær problemstilling
På rådhuset i Grenaa erkender politikerne, at det er svært for tilflyttere at finde en fast bolig på øen. De erkender også, at muligheden for at bruge helårshuse som sommerhuse er med til at vanskeliggøre boligjagten. Men hvad der skal løse boligmanglen, det har de endnu ikke noget bud på.
- Hvis det netop er boligerne, der forhindrer, at der kan komme nye derover her og nu, så kan jeg da godt se, at det er en forhindring. Men jeg håber ikke, at det er det, der er hovedproblemet. Jeg håber, der findes nogle boliger, der kan lejes ud eller nogen, der kan købes hen ad vejen, siger Niels Basballe (S), næstformand i Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune.
- Jeg ser ikke, at det på nuværende tidspunkt er løsningen at lave udlejningsbygninger derovre. Det, tror jeg, at det er for restriktivt derovre til, fordi der er meget at tage hensyn til med fredninger og andre lokalplaner, der skal overholdes, siger Niels Basballe.