Fødevarestyrelse lukker ulovlig gårdbutik efter rottefund
Fødevarestyrelsens Rejsehold har torsdag lukket en ulovlig gårdbutik på Grenaavej 102 nær Grenaa.
Det skete efter et tip fra Norddjurs Kommune, der havde konstateret rotter på ejendommen.
Gårdbutikken er ulovlig i den forstand, at den ikke var registreret.
- Omfattende rotteangreb i gårdbutikkens hønseri og mangelfuld skadedyrssikring af både hønseri og butiksområde betyder, at fødevarerne kan være uegnet til konsum. Rotter er ofte bærere af den alvorlige Weils syge, der spredes med rotternes urin og kan være dødelig, advarer Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Læs også:
Gårdbutikken har på grund af den manglende registrering ikke været underlagt Fødevarestyrelsens kontrol.
- Virksomheden har heller ikke sporbarhed på sine varer. Fødevarestyrelsen opfordrer derfor forbrugere og virksomheder, der har købt fødevarer fra ejendommen, til at kassere dem eller levere dem tilbage til adressen, oplyser styrelsen.