Forsvarsminister slår fast: Problem med vigtig redningsbåd skal løses snart

Anholt-borgerne venter fortsat på afklaring omkring den båd, der skulle øge sikkerheden og trygheden for dem, der sejler ud på havet omkring øen i Kattegat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Redningsbåden er større end den hidtidige redningsbåd på Anholt og sejler hurtigere, ligesom den har nyt og opgraderet udstyr ombord i form af for eksempel brandkanon på fordækket.

Det er ikke bare utilfredsstillende, men dybt utilfredsstillende.

Sådan lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der nu for første gang udtaler sig om en sag, som TV2 Østjylland har dækket de seneste dage.

Den handler om, at øen Anholt - Danmarks mest isolerede af slagsen, som ligger så langt ude i Kattegat, at det tager tre timer at sejle dertil fra Grenaa - i over et år ikke har haft en spritny redningsbåd til rådighed.

Det' selv om, at øen tilbage i vinteren 2023 netop fik en ny båd tilføjet til redningstjenesten.

Kort efter leveringen fra et værft i Frankrig ved navn Couach forsvandt båden igen fra øen, og forleden kom det frem, at båden ligger og vugger i vandet ved Grenaa, mens Grenaas redningsbåd samtidig ligger til reparation et sted nær Frederikshavn.

Lige nu har Anholt kun en mindre, åben redningsbåd til rådighed, der ikke fungerer optimalt i tilfælde af dårligt vejr.

TV2 Østjylland har bedt Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse redegøre for sagen, men det har endnu ikke været muligt at få svar på vores spørgsmål.

Sikkert er det dog, at båden i sidste ende er betalt af skatteborgerne, og faktum er, at båden ikke har været ordentligt i drift, som det var planen.

Nu reagerer så altså forsvarsministeren, der påpeger, at båden er bestilt og købt af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, som derfor i sidste ende har ansvaret for at løse problemerne.

- Jeg er enig i, at man skal få styr på situationen, men jeg tror også, man må sige, at hvis jeg kunne lave et quick fix, så havde jeg gjort det, siger Troels Lund Poulsen.

Det er jo ikke så simpelt at få en båd til at sejle, hvis der er problemer med sikkerheden
Troels Lund Poulsen, forsvarsminister (V)

- Det er jo ikke så simpelt at få en båd til at sejle, hvis der er problemer med sikkerheden. Hvis der er ting, som gør, at båden ikke kan vurderes operativ, vil skandalen jo bare være endnu større, hvis man presser den båd til at sejle, og så det viser sig, at den får problemer. Så vil alle jo spørge, hvem der tvang den ud at sejle uden at være i stand til det.

Redningsbåden Jacob Frederiksen

  • Længde: 17,50 meter.

  • Bredde: 5,40 meter.

  • Fart: 26 knob.

  • Redningsbåden er selvoprettende og har blandt andet brandkanon på fordækket, slæbekrog og plads til at udføre førstehjælp i styrehuset.

  • Den nye redningsbåd til redningsstationen på Anholt er opkaldt efter Jacob Frederiksen, som startede redningstjenesten på Anholt og var den første stationsleder for redningsstationen på Anholt fra år 1878 til 1903.

Kilde: Forsvaret.

Hvad betyder det for kvaliteten af den redningsindsats, man kan levere i farvandet omkring Anholt?

- Der er jo en kapacitet, og der er også inddækning fra Forsvarets side, så man er i stand til at løse de opgaver, der skal løses. Men - der er jo en grund til, at man har anskaffet en ny redningsbåd. Det er for at få nogle bedre arbejdsvilkår og en bedre rækkevidde. Derfor skal vi også have den båd til at blive operativ hurtigst muligt, fastslår forsvarsminister Troels Lund Poulsen over for TV2 Østjylland.

Ved du noget?

Kender du noget til sagen, så send en mail til lokalreporter Thomas Gam Nielsen på thni@tv2oj.dk eller ring på 4225 8844.

Tip os

Det er ikke kun et problem på Anholt

Andre folketingspolitikere har allerede udtalt sig om sagen.

Eksempelvis sagde Danmarksdemokraternes Kristian Bøgsted torsdag, at man ikke kan være bekendt iver for øens beboere, at de mangler en redningsbåd, når de var blevet stillet den i udsigt.

Han påpeger, at Anholt ikke er alene om at have problemer, da der er lignende sager fra eksempelvis Bornholm og Nordjylland.

- Det er problematisk, at vi ikke har styr på de redningsbåde. Det er folks liv og ve og vel, der er på spil, siger Kristian Bøgsted.

SF's Karina Lorentzen Dehnhardt har sendt en række spørgsmål til forsvarsministeren, hvor hun blandt andet vil have ham til at redegøre for, hvad der er årsagen til, at redningsbåden ikke er overleveret til Anholt, og hvad problemet er med den. Herunder om den vil være klar til sommersæsonen.

- Jeg ved, hvor vigtigt det er, at der er styr på sikkerheden på en så isoleret ø som Anholt, og en redningsbåd er rimelig essentiel. Jeg undrer mig over, at man ikke inddrager øboerne noget mere, og derfor jagter jeg nogle svar til øboerne, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, der er landdistrikts- og ø-ordfører for sit parti.

Anholt ligger tre timers sejlads med færgen fra Grenaa midt i Kattegat. Der bor godt 120 mennesker på øen, men der er masser af turister særligt om sommeren. Foto: Colourbox

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her