Glæd dig: Årets jordbærsæson lover godt
Det lune majvejr giver gode forudsætninger for en sommer med store, søde jordbær
Hos jordbæravler Peter Drejer på Høbjerg Gartneri i Grenå står jordbærplanterne på lange lige rækker, mens solen brager ned fra oven.
De første bær har fået røde kinder og snart bliver jordbærsæsonen for alvor skudt i gang. Og den tegner godt. De lune temperaturer i maj har givet de helt rigtige forudsætninger for en fantastisk dansk jordbærsæson.
- Jordbærsæsonen i år ser ud til at blive rigtig god. Vi har aldrig før set så mange blomster på de planter, der er her. Og det er et godt tegn, siger Peter Drejer, indehaver af Høbjerg Gartneri i Grenå til TV2 ØSTJYLLAND.
Mere sol til bærrene, tak
På landsplan har maj indtil videre kun budt på 11 millimeter regn, og så har solen vist sig fra sin varme side. Det er Peter Drejer ganske tilfreds med:
- Drømmescenariet er, at vejret, som det er, fortsætter – måske med lidt mindre intensitet. Vi vil gerne have tørvejr med lidt regn en gang i mellem. Temperaturen skal gerne ligge omkring de 20 grader, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Dog kan solen også blive for meget af det gode. Og så bliver det en kort jordbær-fornøjelse:
- Hvis det bliver ved med at være så varmt, bliver det en alt for kort sæson. Bliver det perfekt jordbær-vejr, forventer vi, at sæsonen varer ved i tre måneder, siger Peter Drejer.
På gartneriet i Grenå kunne de høste de første jordbær for 10 dage siden. Peter Drejer forventer at kunne høste omkring 60 tons jordbær i årets sæson. De bliver solgt i 21 forretninger samt ved gartneriet selv.