Havmøller står stille, mens kabel skiftes ud
Energinet.dk påbegynder planlagt udskiftning af dele af Anholt kablet, en udskiftning der ser ud til at blive dyr
Energinet.dk begynder nu at skifte det kabel, der forbinder Anholt Havmøllepark med elnettet. Det er 4,4 kilometer af det i alt 24,5 meter lange kabel, der skal skiftes ud.
For at minimere risikoen for nedbrud besluttede Energinet.dk i sommer i samarbejde med leverandøren, NKT Cables, at erstatte dele af kablet.
I februar opstod der en fejl i kablet, som betød at havmølleparken var ude af drift i over fire uger, mens et stykke af kablet blev udskiftet, og efterfølgende analyser har vist, at der er risiko for, at der igen kan opstå fejl med det nuværende kabel, oplyser energinet.dk.
Havmøllepark ramt af kabelfejl
I februar, da energinet.dk reparerede kablet i fire uger, kostede det 40 millioner kroner for selve arbejdet, og Dong Energy, der ejer havmøllerne, skulle have nogenlunde det samme i erstatning, for den tid deres møller stod stille.
Den seneste tid har selskabet brugt på at gøre arbejdet klar, og selskabet forventer, at arbejdet går i gang 26. oktober, og så varer det til omkring 23. november alt efter, hvordan vejrforholdene er i perioden.
Det er derfor også vejrforholdene, der afgør, hvad regningen kommer til at lyde på, alt efter hvor længe møllerne står stille.
Mens arbejdet med udskiftningen af kablet står på, får borgerne på Anholt strøm fra øens egne dieselgeneratorer.