Katja og Carsten mistede deres søn: - Hvorfor skal vi vente længere på ambulancen end andre?

Det er søndag eftermiddag, og hele familien Pleman hygger i sofaen i deres hjem i byen Holbæk i det nordvestlige Djursland.

Familiens yngste medlem – niårige Valentin Pleman – rejser sig for at gå på toilet, men inden han når derud, får han endnu et af sine epileptiske anfald. Det skulle vise sig at blive hans sidste.

Anfaldet er helt som det plejer, og forældrene tager det efter omstændighederne roligt. Men da anfaldet er slut, er situationen pludselig ikke, som den plejer at være. Valentin har fået hjertestop.

Forældrene skynder sig at ringe 112 og påbegynder førstehjælp, men hjælpen skal denne dag vise sig at være meget langt væk.

Valentin får hjertemassage og kunstigt åndedræt i næsten 20 minutter, inden lægebilen er først til at nå frem. Kort herefter ankommer ambulancen.

- Det var en meget grim halv time. Men bagefter giver det en hel masse spørgsmål i hovedet som ’hvad nu hvis ambulancen var her lige der, hvor hans hjerte stopper eller måske fem minutter efter’. Den ’hvis nu’ er rigtig svær at leve med, siger Valentins mor, Katja, tydeligt berørt og med tårer i øjenkrogene.

Men selvom ambulancen nu er ankommet, kan den ikke tage Valentin med på hospitalet, inden de har fået ham genoplivet og stabiliseret. Men det lykkes aldrig.

Ifølge forældrene er det først 30 minutter efter, de har ringet 112, at lægehelikopteren lander ved familiens hus. Helikopteren har en maskine, der kan udføre den nødvendige førstehjælp, mens de flyver, og de drager hastigt mod Aarhus Universitetshospital.

Men da far Carsten, mor Katja og storebror Nikolaj ankommer til Skejby, må de sande, at Valentin ikke stod til at redde. Deres søn og lillebror er død.

Ved en fejl var det storebroren Nikolaj, der først så Valentin på hospitalet den dag, og det har ifølge forældrene taget hårdt på ham.

- Hans hjerte er i stykker. Ligesom vores. Han var vant til at redde sin lillebror og sætte sig selv til side, så Valentin kunne få alt, hvad han behøvede. Han var hans bedste ven, siger Katja Pleman, der i kampen for at holde tårerne tilbage dårligt nok kan fremstamme ordene.

Du kan læse hele Valentins historie her. 

Ikke et enkeltstående tilfælde

Denne søndag den 1. september 2019, hvor Katja og Carsten mistede sønnen Valentin efter at have ventet og ventet i mange minutter på hjælp, er langt fra enestående.

Valentin har på under fire år haft brug for ambulancekørsel hele 32 gange, og familien har flere gange oplevet, at hjælpen var længe undervejs.

Derfor har de ad flere omgange taget kontakt til Præhospitalet i Region Midtjylland, der er ansvarlig for ambulancedriften i Østjylland, for at få en forklaring.

Hver gang har regionen forklaret sig med, at den lange responstid har skyldtes en ekstraordinær travlhed for ambulancerne i området. Og dagen, hvor Valentin døde, er ingen undtagelse.

- Vi har selvfølgelig den dybeste medfølelse med familien i den situation, de har været i. Det, der sker den dag, er, at der er ni ambulancer på Djursland, men de er alle sammen optaget af en anden opgave, der gør, at man ikke kan sende dem afsted til en ny hændelse. Derfor er det en ambulance fra Randers, der rykker ud til dem, siger lægefaglig direktør for Præhospitalet i Region Midtjylland Per Sabro.

Men familien køber ikke forklaringen. Det giver ikke mening for dem, at der så ofte kan være ekstraordinært travlt.

Derfor vælger familien i tiden efter Valentins død at søge aktindsigt i responstiderne for sønnens ambulancekørsler. De har på fornemmelsen, at ambulancen ikke kommer så hurtigt, som regionen lover.

Og ganske rigtigt viser aktindsigten, at familien i hvert tredje tilfælde, hvor Valentin har været i livsfare, har ventet mere end ti minutter på en ambulance, hvilket er noget oftere, end servicemålene foreskriver. Faktisk er kun et af de fem servicemål overholdt på Valentins kørsler.

- Hver eneste gang, vi har ventet længe på en ambulance, har forklaringen været den samme. Det er et enkeltstående tilfælde, siger de hver gang. Men de responstider, vi nu ser her på vores adresse, viser med alt tydelighed, at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde, siger Valentins far, Carsten Pleman.

42 ud af 76 postnumre har lange responstider

Selvom Region Midtjylland langt hen ad vejen kan leve op til sine servicemål set på hele regionen, så er Valentins ambulancekørsler eksempel på, at der er områder i Østjylland, hvor ambulancen lader vente på sig noget længere end lovet. Og der er flere af den slags områder, end man umiddelbart skulle tro.

Dykker man ned i Region Midtjyllands egne opgørelser over responstider for de seneste tre år, viser det sig, at de i hele 42 ud af i alt 76 østjyske postnumre har haft problemer med at overholde det servicemål, de kalder A10. Her hedder det sig, at ambulancen tre ud af fire gange skal være fremme inden for ti minutter.

En situation, der ifølge Præhospitalet i Region Midtjyllands lægefaglige direktør, Per Sabro, bygger på en politisk prioritering.

- Vi har 70 ambulancer i Region Midtjylland, og de er blandt andet fordelt ud fra befolkningstæthed. Der er nogle områder, hvor vi tit har længere responstider end andre, men det, som vi lever op til, er de politiske mål, der er fastsat, siger Per Sabro.

- Vi kan aldrig sikre den samme dækning alle steder

Det er Region Midtjyllands Regionsråd, der laver budgetaftalerne for hele regionen. Dermed er det regionsrådspolitikerne, der bærer ansvaret for, at responstiderne ikke er lige gode alle steder.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) anerkender, at der er områder i regionen, hvor responstiderne kan forbedres. Men at det ikke er realistisk, at man kan sikre de samme responstider i hele regionen.

- Det er naturligvis vigtigt for os, at vi har en god dækning i hele regionen. Men faktum er, at vi placerer flest beredskaber der, hvor der bor flest mennesker. Det er jo der, flest mennesker bliver syge eller kommer til skade, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller, at han har den største medfølelse med familien, og at grunden til, at det ikke kan lade sig gøre at sikre de samme gode responstider alle steder i regionen, skal findes i pengekassen.

- Hvis vi skulle opjustere vores beredskab, så det havde en effekt helt ud i de enkelte postnumre, så skulle vi bruge mere end 60 procent flere penge på området, end vi gør i dag. Desuden ville vi slet ikke kunne rekruttere redere nok til alle de ambulancer - så mange er der slet ikke, siger Anders Kühnau.

Alligevel kan han sagtens forstå Carsten og Katjas kritik, og han fortæller, at regionen har øje på en række områder, hvor de vil arbejde på at forbedre responstiderne.

- Jeg er ikke afvisende over for, at vi får flere beredskaber. Jeg har i min tid kun været med til at styrke beredskabet, og det tror jeg, vi vil fortsætte med. Men vi vil aldrig kunne få den samme dækning alle steder, og vi kommer aldrig til at kunne leve op til målene helt ned på postnummer-niveau, siger Anders Kühnau.

- Valentins død må ikke være for ingenting

På Djursland sidder Carsten og Katja tilbage og kan slet ikke forstå, at regionen prioriterer, som den gør. De føler, at sundhedsvæsenet har svigtet dem.

- Det er svært at spå om, hvad der ville være sket, hvis ambulancen var kommet inden for fem minutter, som den ville have gjort, hvis der havde været en ledig ambulance i Ørsted. Men den lange ventetid er i hvert fald ikke noget, der forbedrer situationen ved et hjertestop, siger Carsten Pleman.

Men familien har længe vidst, at Valentins epilepsi ofte kræver ambulancehjælp. Så når nu de oplever, at ambulancen er længe om at nå ud til dem, hvorfor flytter de så ikke et sted hen, hvor responstiderne er bedre?

- Hans liv skulle ikke være hans sygdom. Hans sygdom skulle ikke diktere hans liv. Han var rigtig glad for at bo herude, og hans hus var alt for ham. Når han tegnede, så tegnede han altid sit store lyse hus. Og for et barn som Valentin med svær epilepsi kunne det have haft katastrofale konsekvenser, hvis vi havde valgt at flytte ham et nyt sted hen, siger en grådkvalt Katja Pleman.

Nu håber familien, at de ved at fortælle deres historie kan være med til at sætte fokus på problemet og sikre, at andre ikke skal stå i samme situation, som de har stået i.

- Vi gør det, så Valentins liv har betydet noget, og så hans død ikke har været for ingenting.