Rødglødende telefoner og krisepsykologer: Unge hårdt ramt af tragisk drab
For mange unge på Djursland har ugen været hård at komme igennem. SSP-konsulenter, krisepsykologer og lærere har haft travlt som aldrig før, for drabet på en 15-årig har sat dybe spor.
Det tragiske knivstikkeri søndag aften, hvor en 15-årig dreng mistede livet, har fyldt tankerne hos mange unge på Djursland.
På Ryomgaard Realskole, hvor den afdøde gik i 9.klasse, lægger skoleleder Henrik Lisbjerg ikke skjul på, at det har været en svær uge. Især for udskolingseleverne
Mellem fem og ti elever har haft brug for at tale med en krisepsykolog, og lærerne har holdt samlinger i de enkelte klasser.
Skolen har også afholdt en intern mindehøjtidelighed i samarbejde med den lokale præst, Tina Skov Løbner, der kender en del af eleverne fra konfirmationsundervisning.
Her sang eleverne to sange, og så havde eleverne valgt en sang, afdøde holdt af, som blev afspillet.
Der var også opsat et bord med et billede af den afdøde elev og et stort fad med lys, som man kunne gå op og tænde.
- Præsten holdt en rigtig god tale om sorg, og det var et rigtig fint arrangement, som jeg tror, har gjort noget godt for den svære proces, eleverne er i. For naturligt nok er der elever, der er meget påvirkede og kede af det, siger skoleleder Henrik Lisbjerg.
Skolen er dog også optagede af at holde fast i så normal en rytme som muligt, fortæller skolelederen.
- Erfaringsmæssigt er det rigtig vigtigt, at man kommer tilbage til en fast rytme og hverdag og ikke kun bliver i boble af sorg. Så vi har også haft almindelig undervisning i løbet af ugen - bare med ekstra pauser, frisk luft og mange snakke, siger han.
Rødglødende telefoner
Norddjurs og Syddjurs kommuner har også kunnet mærke, at den tragiske begivenhed fylder i området og kan berette om rødglødende telefoner og mange henvendelser fra både unge og deres forældre.
En af dem, der har været nødt til at rydde skrivebordet hele ugen, er SSP-koordinator i Syddjurs Kommune Heine Skovbak Iversen.
Bare mandag fik han over 50 opkald.
- Der er ingen tvivl om, at det her har fyldt enormt meget, så det er nu, vi skal stille os til rådighed. Fra kommunens side har vi i første omgang forsøgt at sikre, at der blev talt med de børn og unge, der havde brug for det. Enten på skolerne eller i ungdomsklubberne, siger han.
Han har også talt med otte-ti forældre, der har ringet med bekymringer og spørgsmål om, hvordan de bedst kan tale med deres børn om hændelsen.
For det er ikke kun de unge, der kendte den afdøde eller sigtede, der er berørte af sagen.
- Selvom nogle måske kun har mødt den afdøde en enkelt gang og følger hinanden på sociale medier, kan de sagtens være meget påvirkede og have en masse svære spørgsmål, siger Heine Skovbak Iversen.
Kommune har tilbudt krisesamtaler
I Norddjurs Kommune kan Annette Nielsen, der er leder af børne- og familieafdelingen fortælle, at mange unge har haft brug for samtaler.
- Vi har ikke oplevet noget så voldsomt før, så jeg kan roligt sige, at det har været en travl uge. Vi har den tilgang, at når man er i chok eller krise, så skal vi tilbyde hjælp, siger Annette Nielsen.
Udover at håndtere de henvendelser, kommunen har modtaget, har SSP-medarbejdere også lavet opsøgende arbejde og opfordret unge til at møde op i både skole og klub.
- Det har været et kæmpestort samtaleemne blandt de unge, og hvis man ikke får talt med hinanden og forældre eller andre voksne om det, kan det godt vokse lidt. Så jeg vil også godt opfordre alle forældre til at tale med deres børn, siger hun.
Mindeoptog og borgermøde
Søndag klokken 17 bliver der afholdt et mindeoptog for den afdøde 15-årige. Det begynder ved Grenaa Rådhus og slutter ved Grenaa Station. Det oplyser Maria Terese Øgendahl Toma, der er med til at arrangere optoget på vegne af en gruppe unge.
- Det er de unge mennesker tæt på afdøde, der har et ønske om at sige farvel på deres egen måde. De har behov for at sætte et “punktum” og forsøge at komme videre. Og da vores unge og børn i Grenaa lige nu er meget berørte og kede af det, bør vi som forældre og lokalsamfund bakke dem op i deres ønske og hjælpe dem til at komme videre, siger hun.
Borgermøde
Program for borgermøde om tryghed i Grenaa og Norddjurs:
17.00 Velkomst ved borgmester Kasper Bjerregaard 17.05 Kriminalitet i tal ved politidirektør Kirsten Dyrman
17.20 Situationen på Grenaa Station ved Østjyllands Politi og SSP 17.30 Ungdomskriminalitet og forebyggelse ved UngNorddjurs
17.45 Oplæg om indsatser og forældresamarbejde i kommunalt regi ved SSP
18.05 Generelt om forebyggelse ved Østjyllands Politi 18.15 Hvad sker der nu? Handleplan og konkrete tiltag ved UngNorddjurs
18.25 Tid til spørgsmål
Torsdag den 7. december inviterer Norddjurs Kommune og Østjyllands Politi også til et borgermøde om tryghed.
Her er alle udskolingselever og deres forældre på alle kommunens skoler inviteret, og både borgmester og politidirektør vil fortælle om, hvordan myndighederne arbejder for, at alle kan føle sig trygge i Grenaa.