Så er discofærgen M/F Broen tilbage i Østjylland: Dansegulvet ligner sig selv

Grenaa Havn og ejerne håber at kunne bevare den gamle færge som kultur- og museumsprojekt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Fra 1992 til 2009 fungerede M/F Broen som skibsdiskotek i Aarhus. Nu er den ankommet til Grenaa.

Nogle husker den ringe kaffe. Andre de kulørte drinks.

Nu er den legendariske storebæltsfærge M/F Broen vendt hjem til Østjylland.

Denne gang til Grenaa Havn.

M/F Broen er ankommet til Grenaa Havn.

Indeholder muligheder

Grenaa Havn vil sammen med færgens ejere undersøge, om den 67-årige færge kan forvandles til en turistattraktion.

- Den indeholder så mange muligheder. Den kan bruges til museum, og der er restaurant ombord, man kan videreføre. Der er også mulighed for et spillested, siger Henrik Carstensen, der er direktør i Grenaa Havn til TV2 ØSTJYLLAND.

Også færgens ejer, Jesper Kjær Andersen, håber, at færgen kan blive bevaret.

- Den fortjener at blive bevaret et sted, hvor man gerne vil det. Og hvor man synes, at det kunne være spændende at bevare den som et kultur- og museumsprojekt, siger Jesper Kjær Andersen.

M/F broen ligner sig selv, som da den fungerede som skibsdiskotek.

Barer og dansegulv

Fra 1952 sejlede M/F broen på ruten Nyborg – Korsør. Siden blev den indsat på Aarhus–Samsø-Kalundborg-overfarten, hvor den sejlede frem til 1992.

Fra 1992 til 2009 fungerede M/F broen som skibsdiskotek i Aarhus.

Frem til nytårsaften 2009 fungerede M/F Broen som et sted, hvor Aarhus ungdom gav den gas på dansegulvet. Åbningsåret var dengang, at blandt andet 'Jump' med Kriss Kross hittede på musiklisterne.

Herunder kan du genopfriske 'Jump' med Kris Kross:

I dag fremstår færgen stadig med barer og dansegulv.

VIDEO: Se de flotte dronebilleder af den gamle færge M/F Broen.

- Via vores organisation går vi i første omgang ind og tilbyder at lægge en masse timer i det her, hvor vi sammen med ejerne vil se, om vi kan få den nødvendig finansiering op at stå, siger Henrik Carstensen.

M/F Broen er ifø'lge ejeren meget velbevaret. I det ydre står færgen stort set i sin oprindelige form.

Diskoteket med barer og dansegulv på vogndækket er intakte. Maskinrummet er også intakt ligesom rygersalon, kommandobro og kongesalon og kahytterne på nederste dæk er forholdsvis velbevarede.

Efter planen er det dog slut for M/F Broen med at ligge i vandet. Den skal placeres i en tørdok, så den gamle færge bliver klassificeret som et hus og dermed ikke hører under de skrappe søfartsregler.

Øverst kan du se hele indslaget om M/F Broen, der fremover skal ligge i Grenaa Havn.

M/F Broens historie

  • ”M/F Broen” blev bygget på Frederikshavn Værft i 1951 og indsat på ruten Nyborg-Korsør i 1952.For sin tid var det en topmoderne færge: En hurtig, isbrydende færge med plads til 70 biler, der – jævnfør navnet – blev set som den endegyldige løsning, ’den flydende bro’, på datidens store udfordringer med lange bilkøer i Nyborg og Korsør.
     
  • Den var danskbygget og -designet ned til mindste detalje. ”M/F Broen” sejlede på ruten Nyborg-Korsør frem til 1957, hvor bilfærgerne flyttede til Knudshoved-Halsskov.
     
  • ”M/F Broen” flyttede med og sejlede der indtil 1966, hvor den blev indsat på Århus-Samsø-Kalundborg-overfarten. Her sejlede den indtil 1992, hvorefter den fik en ny funktion som diskoteksfærge – bl.a. i Aarhus Havn.
     
  • Siden foråret 2015 har ”M/F Broen” ligget i Nyborg. 


Kilde: www.grenaahavn.dk

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her