Sprogskole lukkes ned - lærer smittet med covid-19
En lærer på sprogskolen i Grenaa er konstateret smittet med covid-19. Derfor lukker skolen ned i 14 dage.
Alle kursister på Norddjurs Kommunes sprogskole i Grenaa må undvære deres undervisning de næste 14 dage.
Skolen er nemlig i dag, tirsdag, blevet gjort opmærksom på, at en af de kvindelige lærere på skolen er konstateret smittet med covid-19.
- Vi tør ikke tage nogen chance, så vi har i dag orienteret vores elever og lærere om, at vi lukker skolen ned de næste 14 dage, siger Erik Holck Hansen, der er arbejdsmarkedschef i Norddjurs Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.
25 kan være smittet
Ifølge de nyeste tal fra Statens Serum Institut er der 12 personer i Norddjurs Kommune, der er - eller har været smittet med covid-19.
Det lave tal kan dog ende med at stige gevaldigt de kommende dage, hvis det viser sig, at flere på skolen er blevet smittet med corona.
Ifølge arbejdsmarkedschefen er der hele 25 personer fra sprogskolen, der lige nu vurderes til at være i særlig risiko for at bære smitten.
- Vi har 160 elever og 15 undervisere. Fem af lærerne har været i tæt kontakt med den lærer, som er konstateret smittet, mens 20 elever også er i stor risiko for at bære smitten, siger Erik Holck Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Styrelsen for Patientsikkerhed har taget fat i de 25 personer, som har større risiko for at være blevet smittet med corona end resten af eleverne og lærerne på skolen.
Alle kursister og medarbejdere skal testes
Alle medarbejdere og kursister på sprogskolen skal nu testes. Der er tale om xx personer.
Derudover er alle de sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter, som har været i kontakt med sprogcentret, sendt på hjemmearbejde i foreløbig 14 dage. Disse medarbejdere skal også testes.
Sprogskolen har desuden kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed, som vurderer, om der skal igangsættes en smittesporing.