Timber! Tre kæmpe træer fældes til Fregattens nye mast og bom
Tre store douglas-grantræer fældes for at blive til ny mast og nye bomme på Fregatten Jylland
Mandag bliver tre store douglas-grantræer fældet. Men stammerne skal ikke særlig langt. De skal fragtes til Fregatten Jylland i Ebeltoft, hvor de skal blive til ny mast og nye bomme på skibet.
De tre træer er særligt udvalgt af skovfoged Søren Stilling fra HedeDanmark og skibsbygger Claus Skotte-Lund fra Fregatten Jylland.
Træerne kommer fra Sostrup Nederskov i Gjerrild nær Grenaa. Det er første gang, at Fregatten Jylland får træ fra en lokal skov. Tidligere har man hentet træ fra Silkeborg-egnen.
Kræver et stort stykke træ
Fregatten er tremastet, men skal i denne omgang ’kun’ have udskiftet sin mesanmast, som er den agterste mast, samt bom og gaffel til sejlføringen.
- Der er rådskader i den (eksisterende mast, red.), og til næste vinter bliver vi nødt til at tage den ned. Det kræver store stykker træ. Selve bommen er 17 meter lang, og herude i skoven skulle vi gerne finde en pæn retstammet på cirka 20 meters længde, siger Claus Skotte-Lund til TV2 ØSTJYLLAND.
Træerne kommer fra en del af skoven, hvor der sjældent fældes træer, medmindre de skal bruges til en helt særlig opgave som eksempelvis denne. I denne del af skoven står de ældste og tykkeste træer af en særlig kvalitet.
- De er rette og knastfrie, og det er noget, vi lægger vægt på, siger Claus Skotte-Lund.
Se mere i videoen øverst i artiklen.