VIDEO: Båd overtændt i Grenaa - ejer viste stor kølighed
En gummibåd er søndag brændt fuldstændig ud i Grenaa. Ingen er kommet til skade ved ulykken.
En stor gummibåd er søndag eftermiddag brændt helt ud i Grenaa. Ingen er kommet til skade ved ulykken, eftersom bådens ejer viste stor kølighed i situationen.
Brandvæsenet blev tilkaldt klokken 14.40, og efter bare 10 minutter havde de styr på branden.
- Da vi lander, brænder hele gummibåden, og der er ikke noget at redde, forklarer Niels Henrik Nielsen, der er operationschef hos Beredskab og Sikkerhed.
Brandvæsenet ved ikke, hvad der har sat ild i båden. De har dog roser til ejeren, der efter båden brød ud i brand, formåede at flytte båden væk fra bygninger og andet, der kunne blive antændt i situationen.
Det lykkedes, da båden stadig var placeret på en trailer på land.
- Det er ret godt gået at have køligheden til det, siger Niels Henrik Nielsen.
Branden opstod på Kalorievej i Grenaas industrikvarter.