Voldsom brand i stråtækt hus - otte køretøjer tilkaldt
Beredskabet er massivt til stede i forbindelse med en brand i Ørsted på Djursland.
Beredskab og Sikkerhed er massivt til stede ved en brand i en villa på Skovbakken i Ørsted på Djursland. I alt arbejder otte køretøjer lige nu på stedet. De kommer fra flere stationer.
Det oplyser operationschef Carsten Pedersen til TV2 Østjylland.
- Der er voldsomt ild i et stråtækt dobbelthus. På de første billeder jeg så derude fra, var hele den ene halvdel af huset overtændt, og flammerne var gået ned gennem taget, siger han.
Anmeldelsen om branden indløb til brandvæsenet kl. 17.29, og lige siden har brandfolk fra et stort område arbejdet derude.
- Vi har branden under kontrol, men det er altid en udfordring med stråtag. Der er ikke meldinger om tilskadekomne i branden, siger Carsten Pedersen.
'Luk døre og vinduer'
Han forventer, at Beredskab og Sikkerhed kommer til at være til stede ved branden i flere timer endnu.
Borgere i området har henvendt sig til TV2 Østjylland og fortalt om en røgfane fra branden, som kan ses langvejs fra.
Østjyllands Politi har da også meldt ud, at man bør lukke døre og vinduer og blive ude af røgfanen. Røgen skulle være ufarlig, lyder det fra politiet.
TV2 Østjylland følger udviklingen.
På grund af meget kraftig røgudvikling på Skovakken 2 Ørsted by, indstiller Indsatsleder brand til at man lukker døre og vinduer, slukker ventilationen og bliver ude af røgfanen. Røgen er ufarlig. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) July 26, 2024