Flere tusinde ton affald: Ib er træt af plastik i naturen
Søndag blev den landsdækkende affaldsindsamling igen afholdt, hvor flere tusinde ton metaldåser, plastic og andet skidt blev samlet sammen
Man kommer kørende ad landevejen og har lige fortæret en pose Matador-mix og en dåsesodavand. Der er umiddelbart langt til den næste rasteplads og dermed også næste skraldespand.
Hvad gør man så? Det rigtig svar ville være at smide emballagen i en pose i bilen, som man så efterfølgende kan smide ud, når der er en skraldespand inden for rækkevidde.
Det er bare ikke alle der tænker sådan. Det kunne Ib Salomon fra Odder igen i år konstatere, da han gik langs vejkanten i Odder med øjnene rettet mod grøftekanten.
Læs også:
Ib Salomon er lokalformand for Danmarks Naturfredningsforening, som søndag havde sin årlige affaldsindsamling i Danmark, hvor 125.000 danskere bruger en søndag på at rydde op efter andre.
- Jeg bliver da irriteret over at kigge ned i nogle grøfter der kunne være rigtig smukke, og så er der plastikaffald i stedet for, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Det foreløbige resultat for Region Midtjylland er indtil videre 17.595 kilo affald indsamlet igår. Det er dog kun den mængde, som foreløbig er registreret. Tallet forventes at stige i takt med, at folk får noteret, hvor mange kilo de fik i posen.
Historien gentager sig
Bevæbnet med tang og sække gik Ib Salomon og 14 andre frivillige i Odder 24 kilometer på halvanden time. Her stødte de på alt lige fra de klassiske plastikflasker og dåsesodavand til sure sokker.
Fælles for mange af tingene er, at de formentlig er kastet ud af vinduet på en bil.
- Det hæmmer plantevæksten, og så ser det temmelig grimt ud, lyder det fra Ib Salomon.
For fem år siden var TV2 ØSTJYLLAND ligeledes ude og gå en tur med Ib Salomon. Dengang kunne han fylde ni sække med 75 kilo affald. Det tal forventede han også at nå i år.
- Min umiddelbare vurdering er, ar det er nogenlunde uændret.
Du kan følge med i, hvor mange kilo affald der er blevet indsamlet i din kommune på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.
I videoen øverst i artiklen kan du se en reportage fra søndagens affaldsindsamling.
Nedenfor kan du se de foreløbige tal for den indsamlede affald, som er registreret mandag morgen:
Aarhus: 2133 kilo
Favrskov: 742 kilo
Horsens: 198 kilo
Norddjurs: 43 kilo
Odder; 89,5 kilo
Randers: 340 kilo
Samsø: 1123 kilo
Silkeborg: 2005 kilo
Skanderborg: 595 kilo
Syddjurs: 268 kilo