Første borgerforslag drøftet: Nu er der fokus på tung trafik i boligområde
Det første forslag nogensinde fremsat af en borger i Odder blev i dag diskuteret på et byrådsmøde. Sagen er sendt til yderligere behandling.
Thomas Jørgensen bor i et villakvarter i Odder nær vejen Vestermarken. En vej som er flittig benyttet af lastbiler og traktorer. Men han så gerne vejen spærret for gennemgående tung trafik.
Derfor har han stillet et borgerforslag om netop det, og med opbakning fra 357 andre lykkes det for første gang i kommunens historie at få forslaget op på et byrådsmøde, der blev holdt mandag.
- Min søn cykler i skole, og jeg tænker tit over det med, at når han skal krydse vejen, kunne det være dejligt, hvis han kunne køre under, eller der var spærret for tung trafik, siger Thomas Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ordning hilses velkommen
Og med de nødvendige stemmer fra lokalbefolkningen er det altså lykkes at få sat gang i debatten om emnet.
Noget som vækker begejstring rundt om i Odder.
Også en ekspert på området hilser borgerforslag velkomne.
- De giver muligheder for borgere i udkantsområder at blive hørt, og de har mulighed for at påvirke den politiske dagsorden, siger professor på Aarhus Universitet, Martin Bækgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommer tilbage i byrådet
Men hvad skete der så med Thomas Jørgensens forslag? Ja, det er skam stadig i spil. For et enigt byråd i Odder besluttede at sende forslaget videre til yderligere behandling og undersøgelser.
Nu skal Teknik,- Miljø og Klimaafdelingen i samarbejde med blandt andre politiet undersøge mulighederne på Vestermarken.
- Vi skal have forslaget yderligere kvalificeret, fordi kommunen kan ikke bare beslutte, om der skal forbydes lastbilkørsel på en bestemt vej. Men så vender forslaget tilbage til byrådet i løbet af efteråret, siger borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen (V), til TV2 ØSTJYLLAND.
På dagens byrådsmøde var der bred enighed om den beslutning, ligesom politikere fra alle partier roste Thomas Jørgensen for at have fået emnet på dagsordenen.