Karen mistede sin mor til kræft: Nu synger hun sorgen ud
Karen Marie Troldborg mistede sin mor som teenager. Nu er hun aktuel med et album baseret på en digtsamling, hun har skrevet sammen med sin døde mor
- Sorgen bliver let enehersker, men er blot krusninger i vores liv.
Det er budskabet i en af de sange, man torsdag aften kan høre Karen Marie Troldborg optræde med i Odder Kirke. Og hun taler af erfaring.
Du kan læse hele historien om Karen Marie Troldborg og hendes mor i TV2 ØSTJYLLANDs webdok. Klik her eller i linket nedenfor.
Samtlige ord, der kommer til at runge mellem væggene i kirken, stammer fra en digtsamling med en noget særlig historie.
Den er nemlig skrevet af Karen Marie Troldborg sammen med hendes døde mor, Kirsten Troldborg.
Finder gamle tekster
Karen Marie Troldborg mister sin mor til kræft, da hun er 19 år gammel. Kort tid efter morens død finder Karen nogle gamle tekster.
Det er digte, som Kirsten Troldborg skriver, mens hun er alvorligt syg.
I første omgang ved Karen Marie Troldborg ikke rigtigt, hvad hun skal stille op med digtene, men mange år efter begynder hun at ”svare” sin mor i form af egne strofer og vers.
”Dialogen” ender med at blive til en digtsamling, der består af 181 sider skrevet af skiftevis mor og datter.
Turné starter i dag
Men digtsamlingen blev ikke endestationen. Digtene udviklede sig til sange, der bliver til et album, som Karen Marie Troldborg nu er klar til at optræde med.
Første stop på hendes turné er Odder Kirke, og det er der en helt særlig grund til.
- Det er her, jeg er vokset op. Min far var præst her, jeg er døbt og konfirmeret her, har synget i kirkekor her, og min mor ligger begravet lige uden for kirken, siger Karen Marie Troldborg.
Hendes optræden er en såkaldt ”prærelease” koncert, da albummet først udkommer mandag den 23. oktober.
TOURDATOER
19. oktober kl. 19: Præreleasekoncert i Odder Kirke med strygerkvartetten Who Killed Bambi
23. oktober: Albummet udkommer
24. oktober kl. 19: Solokoncert i Trinitatis Kirken i København
26. oktober kl. 18.45: Solokoncert i rådgivningscenter Lyngby, Kræftens Bekæmpelse
5. november kl. 14: Koncert med strygerkvartetten Who Killed Bambi og børnekor i Herfølge Kirke
7. november kl. 19: Solokoncert med digtoplæsning og foredrag på Slagelse Bibliotek