Trods nedlukning er Jens og Fie på højskole: - Vi lever i en boble
Mens størstedelen af landets højskoler holder lukket, har Egmont Højskole i Hov åbnet op for 40 elever. Det er der en helt særlig grund til.
De fleste unge mennesker, der går på højskole, er der et semester eller to, men sådan er det ikke med Ane-Sophie Madsen, der af vennerne bliver kaldt Fie.
Hun er i dag 31 år, og hun har gået på Egmont Højskole i hele 27 semestre – altså knap 15 år.
Hun er nemlig dybt afhængig af at have mennesker omkring sig, fordi hun har et svært handicap, der blandt andet gør, at hun ikke kan tale, og hun sidder i kørestol, og skal have hjælp til alt.
- Det er rigtig vigtigt, at Fie er et sted som Egmont, hvor hun kan få den pleje, hun har brug for, og hvor hun også har social kontakt, siger Astrid Møller Thøgersen, som var Fies hjælper på højskolen sidste år, til TV2 ØSTJYLLAND.
Fie får alt den hjælp, hun har brug for på Egmont Højskole, som både har elever med og uden et handicap.
40 elever må være på skolen
Fie er dybt afhængig af hjælpen fra sine medstuderende, og det er ikke en mulighed for hende at være hjemme ved sine forældre.
Derfor har hun og hendes fire medstuderende, som hjælper hende, fået lov til at begynde på skolen allerede nu.
- Jeg tror virkelig, det ville være et stort slag for mange, det vil det også være for mig personligt, hvis man ikke kunne være her. Det er et kæmpe privilegie, at vi må være her, siger Jens Birkelund, der går på højskolen og er hjælper for Fie, til TV2 ØSTJYLLAND.
Synes du, det er forsvarligt, at I er 40 her på skolen, når landet er lukket ned og forsamlingsforbuddet er på fem?
- Ja, det synes jeg helt sikkert. Alt, hvad der kan gøres for at passe på, bliver gjort. Vi går i vores egen lille boble, og de elever, der ikke har fået lov til at være på højskolen, lever jo ikke i en boble, siger Jens Birkelund til TV2 ØSTJYLLAND.
Hele landet er ellers lukket ned, og det er de fleste andre højskoler rundt omkring i landet også. I foråret blev det dog tydeligt for Egmont Højskole, at det ikke var muligt at sende alle elever væk fra højskolen, da skolen er mange af elevernes hjem.
Det fik forstanderen Søren Møllgaard Kristensen til at tage fat i politikerne, og der blev efterfølgende lavet en aftale om, at skolen må holde åbent for de elever, som ikke har andre muligheder.
- Vi pointerede med det samme, at vi ikke kan smide vores sårbare elever på gaden, og det var politikerne heldigvis meget lydhør overfor, så de lavede nogle undtagelser, siger forstanderen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hjemsendte elever: - Det er ensomt
Mens Egmont Højskole har åbnet op for 11 elever med et handicap og deres i alt 29 medstuderende, som hjælper dem, er der 170 elever, som ikke må møde op på skolen.
Én af dem, der sidder hjemme hos sine forældre i Ryomgård på Djursland, er Rickie Schmidt Andersen, som lider af cerebral parese, som også beskrives som spastisk lammelse.
- Jeg kan godt se det fornuftige i, at vi ikke kan være så mange på skolen, men derfor synes jeg stadig, det er ærgerligt, kedeligt og lidt ensomt, for jeg kan virkelig godt lide at være der, siger Rickie Schmidt Andersen, som har gået på højskolen i fire semestre.
Rickie Schmidt Andersen og de andre hjemsendte elever, er dog langt fra overladt til sig selv. De får stadig den hjælp, de har brug for fra deres medstuderende, som besøger dem hjemme hos deres forældre.
Derudover holder skolen virtuel morgensamling de næste 14 dage, lærerne ringer jævnligt til eleverne for at høre, hvordan de har det, og en gang i ugen har eleverne gruppemøder.
- Det er en meget gode måde, hvorpå vi stadig kan være en del af højskolen, selvom vi ikke er der, siger Rickie Schmidt Andersen.
Social kontakt er afgørende
Egmont Højskole har fra begyndelsen været opmærksomme på, at de elever, som ikke kan være på skolen nu på grund af corona-nedlukningen, ikke må overlades til sig selv.
- Det er så vigtigt, at vi holder sygdommen for døren, men vi skal også huske at holde døren åben ind til livet. Og det er rigtig vigtigt, for der sidder nogen derude, som bliver enormt ensomme, hvis de ikke har en form for livline eller social kontakt, siger forstanderen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge formanden for Muskelsvindfonden er de virtuelle møder bedre end ingenting. Han oplever nemlig, at ensomheden er ved at presse sig alvorligt meget på hos mange af organisationens unge medlemmer.
- Der er helt klart en masse sårbare unge, som er socialt afskærmet lige for tiden, og ensomheden begynder at nage, siger Simon Toftgaard Jespersen, der er formand for Muskelsvindfonden, til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Man skal også tænke på, at det er krydret med frygten for, at man kan smittes af andre, fordi man er i risikogruppen, og man har jo også besøg af sine hjælpere, der kommer og går. Så snart, man er sammen med nogen, er det forbundet med en vis form for frygt, siger han.
Håber på fest og farver
Der er ingen på Egmont Højskole, der lige nu tør spå om, hvad den næste tid bringer, men både eleverne og forstanderen forventer og håber, at det nye semester nok skal blive godt, selvom det har fået en skæv start.
Eleverne håber især på, at de alle sammen snart kan samles igen til morgensang og fest i baren.
- Jeg håber så mega meget, at det åbner op igen snart, at alle de andre elever snart kommer, og vi må blande os igen. Vi vil gerne snart have noget fest og glade dage, siger Jens Birkelund til TV2 ØSTJYLLAND.
De nuværende corona-restriktioner varer på nuværende tidspunkt til den 17. januar, så højskolen håber, de kan åbne op for alle elever den 18. januar.