20.000 danskere klar til at løbe "sammen" i rød-hvide farver
Region Midtjylland er en af de bedst repræsenterede regioner i landet - og både Jakob Bundsgaard og Søren Brostrøm løber med.
Corona-nedlukningen og de lange dage derhjemme betyder, at mange nok drikker et ekstra glas vin til maden eller kværner en plade Marabou eller to om ugen - eller om dagen.
Det ser dog ikke ud til, at hjemme-isolationen betyder, at vi har mistet lysten til at dyrke motion. Hele 20.000 danskere har nemlig tilmeldt sig motionsløbet "Danmark Løber", som ja - løber af stablen - søndag formiddag.
Løbet er et virtuelt motionsløb, hvilket vil sige, at deltagerne løber eller går 5, 10 eller 21,1 kilometer med deres egen hoveddør som både start- og målstreg.
- Det er helt vildt positivt, at man på så kort tid kan samle så mange mennesker, som løber hjemmefra helt for dem selv, siger Jeanette Boye Sørensen, eventchef i Aarhus Motion, der sammen med seks andre løbsarrangører har taget initiativ til det virtuelle løb.
Mange løb aflyst
Aarhus Motion står blandt andet bag Aarhus Halvmaraton, der som flere motionsløb er blevet udskudt.
Andre løb som Copenhagen Marathon er helt aflyst, og derfor står løbsarrangører fra hele landet nu sammen om at få danskerne ud på gader, stier og landeveje.
- Man kan både løbe og gå - så alle har mulighed for at være med. Men man skal selvfølgelig følge de samme retningslinjer, der gælder som normalvis, siger Jeanette Boye Sørensen.
Brostrøm og Bundsgaard løber med
Arrangørerne oplyser, at omkring 30 procent af deltagerne kommer fra Region Midtjylland - regionen er dermed den bedst repræsenterede landsdel - sammen med Syddanmark.
Til det virtuelle løb vil flere borgmestre deltage. Blandt andre Jakob Bundsgaard, borgmester i Aarhus, mens også Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen løber med.
Det hele bliver transmitteret online på Facebook og alle deltagere opfordres til at tage tøj på i rød-hvide farver for at skabe sammenhold på tværs af hele landet.
- Der er jo mange, der ikke får luftet fodbold- og håndboldtrøjerne for tiden, og det her er noget, hvor man kan være sammen igen om det røde og hvide flag, siger Jeanette Boye Sørensen og fortsætter:
- Det kan et eller andet, det danske flag, og lige nu er det nok ekstra stærkt.
Løbet er gratis for alle, og man kan tilmelde sig på www.sportstiming.dk.