Anders skriver brev til ministeren: Vi skal have flere redskaber til at hjælpe gymnasieeleverne
Der skal findes en holdbar løsning for de aarhusianske gymnasieelever. Det siger Region Midtjylland, som vil have ministeren til at se på sagen.
En lang række gymnasieelever i Aarhus og omegn går på et gymnasium, de ikke ønsker at gå på.
Sissel Brandt fra Sabro havde lavet en prioriteret liste med otte forskellige gymnasier, men hun kom ikke ind på nogen af dem. I stedet for kom hun ind på Aarhus Gymnasium i Tilst, som hun ikke havde søgt, og som ikke har den sproglige studieretning, som hun ønsker.
- Vi er marionetdukker, der mod vores vilje er blevet placeret i en forestilling. Vi er gidsler i politikernes krampagtige forsøg på at holde liv i en STX-afdeling på Aarhus Gymnasium Tilst, skrev hun i september til Undervisningsministeren og Region Midtjylland.
Men Region Midtjylland kan ikke gøre mere, end de allerede gør. Og derfor har de nu også skrevet til undervisningsministeren.
- Der er for få elever på det gymnasie (Aarhus Gymnasium red.), og vi har gjort, hvad vi kunne for, at flere skulle søge det gymnasium, men med de værktøjer, vi har, kan vi ikke sikre, at der sker en ordentlig elevfordeling, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber:
- Det er derfor, jeg skriver til ministeren, for at kunne få de redskaber, så vi kan sikre, at alle gymnasier har et tilstrækkeligt elevgrundlag til at sikre et ordentligt fagligt niveau.
Kun 39 nye elever
Gymnasiet i Tilst har de seneste år oplevet en massiv elevnedgang, og i år har de kun modtaget 39 elever på STX. Som et resultat kan gymnasiet derfor kun tilbyde de mest populære studieretninger.
Sissel Brandt sammenligner sin situation med, at man beder en tømrer om at vælge imellem at blive kok, gartner eller frisør.
- Det er meget svært at holde motivationen oppe, også for ikke at droppe ud, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Årsagen, til at Sissel Brandt er endt på gymnasiet i Tilst, er, at det ligger tættest på hendes bopæl i Sabro.
Anders Kühnau siger, at de i dag kun kan kontrollere, hvor mange der begynder på de enkelte gymnasier, men de kan ikke sikre en rimelig fordeling af nydanskere og etniske danskere, som ifølge ham er et af problemerne.
- Vi vil gerne sikre, at der ikke sker en polarisering, som vi ser i dag, hvor nogle - primært de etniske danskere - søger nogle bestemte gymnasier og lader Aarhus Gymnasium i stikken med ganske få elever tilbage, så man ikke kan oprette tilstrækkelige studieretninger, siger Anders Kühnau (S).
Nogle politikere i Region Midtjylland er klar til at lukke de mindre populære gymnasier, men ifølge uddannelsesdirektør for Aarhus Gymnasium, Tilst, Peter Grønlykke, vil man bare rykke problemerne over på andre gymnasier.