Borgmestre bekymret for diverse lukninger - kan få fatale konsekvenser
Fra onsdag klokken 10 bliver store dele af Danmark lukket helt ned. Det bekymrer flere østjyske politiker.
Som et af de seneste tiltag mod spredningen af coronavirusset i Danmark har regeringen besluttet at kræve en række butikker lukket. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.
Det gælder blandt andet steder som natklubber, fitnesscentre, frisører, solcentre, tatovører, frisører, vandpibecaféer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt.
Tiltagene vækker bekymring hos flere østjyske borgmestre. Heriblandt hos Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S).
- Vi må erkende, at det kommer til at få store konsekvenser for virksomheder både her i kommunen og i resten af landet. Det får nogle store økonomiske konsekvenser, men det skulle også gerne gøre, at vi sænker smittespredningen, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Samme bekymring står Silkeborg Kommunes borgmester med, Steen Vindum (V).
- Hvis virksomhederne her i byen ikke allerede led, så gør de det nu, og det gør mig meget bekymret. Jeg håber, vi allesammen tænker på dem, når den her tid er slut, og gemmer nogle penge langt bagerst i pungen, som vi kan bruge på at støtte de hårdt prøvede virksomheder med, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.
Kravet om at lukke flere virksomheder ned gælder fra onsdag klokken 10.
Vil hjælpe de erhvervsdrivende
Både Steen Vindum og Jacob Bundsgaard slår fast, at de i hver sin kommune vil gøre, hvad de kan for at hjælpe virksomhederne med at overleve.
- Vi vil bidrage til, at erhvervsdrivene kan holde skinnet på næsen, men staten er også nødt til at træde til, og det gør de jo allerede. Vi er nødt til tage læsset i fællesskab og vi må stå skulder ved skulder, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
I begge kommuner er der allerede tiltag i gang, som skal hjælpe de lokale virksomheder i denne svære tid.
I Aarhus Kommune er virksomhedernes straksbetalinger blandt andet blevet udskudt.
I Silkeborg Kommune bliver betalingerne også rykket, og så er borgmesteren og udvalgsformanden netop i dag, tirsdag, blevet enige om at sløjfe restauranter, cafeer og barers udeserverings afgift.
Det betyder, at virksomhederne ikke skal betale for at have borde og stole foran deres bygning i corona-perioden.
- Det er ganske små ting, vi kan gøre. Det er vigtigt, vi bevarer bylivet i Silkeborg. Det må vi ikke miste. Vi skal eksempelvis sørge for, at vores unge fortsat vil kunne tage i byen i Silkeborg, så de ikke ender med at tage til Aarhus, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.
Enig i beslutning
På trods af den store bekymring fra de to borgmestre, er de helt enige i regeringens beslutning.
- Jeg tænker, det er rettidig omhu, og jeg synes, vores regering har godt fat i det, og det har de haft fra dag et af. I sådan en situation vi er i nu, handler det om at vise lederskab og tage ansvar, og det gør de. Jeg bakker fuldt op om den linje, der er lagt. Jeg synes, det er flot, siger Steen Vindum og forsætter:
- Lige nu er jeg ligeglad med politiske tilhørsforhold. I sådan en rolle her spiller det ikke ind, at jeg er Venstremand og at regeringen er rød, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.