Regeringen forbyder forsamlinger på mere end 10 personer

Mette Frederiksen frygter, at sundhedspersonalet i Danmark om kort tid kan komme til at stå i "et mareridt".

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mette Frederiksen præsenterede tirsdag aften nye tiltag for at stoppe spredning af coronasmitte. Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix
Af Morten Nielsen og Sophie Schou Jensen
I samarbejde med tv2.dk

Forsamlinger på mere end 10 personer bliver forbudt på offentlige steder. Forbuddet gælder fra onsdag klokken 10.

Overdækkede storcentre - dog ikke fødevarerbutikker og apoteker - samt restauranter og cafeer skal også lukke.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag aften.

Flere indlagte og mange smittede

De nye tiltag står langt fra alene og kommer efter Antallet af indlagte med coronavirus er nemlig steget markant de seneste dage, så der for nuværende er 82 indlagte. Antallet af smittede stiger også, og ifølge Statens Serum Institut er et sted mellem 9000 og 90.000 danskere smittede lige nu.

Regeringen forventer, at de tal vil stige meget, og statsminister Mette Frederiksen advarer om konsekvenserne.

- Det er helt afgørende, at vi får brudt smittekæden nu. På sygehusene bliver alvoren, for hver dag der går, mere tydelig, siger Mette Frederiksen.

Ansatte kan komme til at så i et "mareridt"

De seneste dage har flere læger og sygeplejersker delt beretninger fra deres hverdag om et enormt stort arbejdspres samt kraftigt opfordret danskerne til at tage myndighedernes anbefalinger meget alvorligt.

Det er helt afgørende, at vi får brudt smittekæden nu.
Mette Frederiksen (S), statsminister

Det gør indtryk på Mette Frederiksen. Hun henvender sig blandt andet til de unge og siger, at det altafgørende at sætte det sociale liv på pause i en periode.

- Læger, sygeplejerske, social- og sundhedsassistenter og andre medarbejdere på sygehusene kan om kort tid komme til at stå i et mareridt. Umenneskeligt lange vagter med overfyldte afdelinger og mangel på hænder. Vi har set det i Italien, og det er nu, vi skal gøre alt, hvad vi kan.

Som et af de seneste tiltag mod spredningen af coronavirusset i Danmark har regeringen besluttet at kræve en række butikker lukket. Det gælder også storcentret Bruuns Galleri i Aarhus. / Foto: Flemming Krogh - Ritzau Scanpix

En stor omstilling af sundhedsvæsnet

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger på pressemødet tirsdag aften, at der gennemføres en stor omstilling af sundhedsvæsnet for at klare corona.

- Man skal kunne tåle ikke at kunne sidde i venteværelset hos den praktiserende læge. Man skal ringe først. Man skal kunne acceptere, at man ikke kan komme til tandlægen og få renset sine tænder, siger Søren Brostrøm og fortsætter.

- Man må acceptere, at man ikke kan tale med sin læge på sygehuset om kronisk sygdom. Det må klares på telefon og video. Hvis man vil føde derhjemme, så vil man blive bedt om at føde på sygehuset. Operationer bliver udskudt, siger Søren Brostrøm.

Mange tiltag rullet ud

De nye tiltag kommer i kølvandet på en række andre, der er blevet rullet ud i løbet af den seneste uge.

Elever og studerende er allerede blevet sendt hjem, skoler og daginstitutioner er lukket, offentligt ansatte uden kritiske funktioner er hjemsendt, mange privatansatte arbejder hjemmefra, og forsamlinger på over 100 personer er blevet forbudt.

Derudover har de danske grænser været lukket siden lørdag. Men ifølge regeringen har det altså været nødvendigt at gøre endnu mere.

Finansministeren vil torsdag indkalde Folketingets partier til forhandlinger om yderligere hjælp til erhvervslivet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her