Bruger en time hver morgen på at se på sin spektakulære samling
I 55 år har Ian opbygget en imponerende samling af militære genstande.
Østjyske Ian har flere tusind genstande i sin samling af ting fra den danske hær.
Han har efterhånden samlet i 55 år, og lige efter familien er det hans samling, der betyder mest for ham.
Han optræder kun med sit fornavn i artiklen for at være sikker på, at der ikke er nogen, der opsøger ham og hans samling.
- Man skal passe godt på de ting, man har, for mange af mine ting er unikaer, som jeg aldrig kan få igen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
I sit hobbyrum har han væggene dækket fra gulv til loft med genstande.
- Når jeg kravler i mit tøj om morgenen, inden jeg kører på arbejde, så sidder jeg her i hvert fald en times tid. Så falder jeg helt til ro. Det er svært at forklare, men det er virkelig noget, jeg nyder, siger Ian.
Blev inspireret af sin far
Interessen for militærgenstande begyndte, da Ians far gav ham en cigaræske med regimentmærker, efter faren havde aftjent sin værnepligt.
Siden blev Ian selv soldat – i 23 år fra 1975 til 1998.
Tiden som soldat førte ham til udsendelser på Cypern og i Bosnien.