Zenia tager sin få måneder gamle datter med på jagt
Jagt fylder alt i 26-årige Zenia Malthas liv, hvor også hendes lille datter kommer med ud i det fri.
Der hænger en kronhjort i stuen på gården i Tindbæk. Hjorten tabte kampen til 26-årige Zenia Maltha, der tabte sit hjerte til jagten for et par år siden.
- Det giver så god mening at gå på jagt. Så længe man har de rigtige overvejelser med sig, og man ikke kun skyder for at få et trofæ, men også for at få kød på bordet, siger Zenia Maltha til TV2 Østjylland.
Og netop kød på bordet får familien nok af. For både Zenia og hendes mand Rasmus er nemlig dygtige jægere, der altid er forberedt til fingerspidserne og har udstyret i orden, når de går på jagt.
Tusinder følger med
Interessen for jagt har altid boet i Zenia Maltha. Som barn hørte hun sin morfar fortælle og vise billeder frem fra sine jagtture, og da hun så mødte Rasmus for fem år siden, tog det fart:
- Vi snakkede sammen om, at det kunne være spændende at leve som jæger. Nu har vi sammen fundet frem til, at vi gerne vil leve selvforsynende. Så vi skyder selv vores eget kød og gror vores egne grøntsager, så vi kan leve af det, vi selv har her på bondegården, fortæller Zenia Maltha.
På Instagram synes flere end 25.000 følgere også, at det er spændende at følge familiens liv som jægere. Zenia Maltha tager sine følgere helt tæt med ud på jagt, og har både vist frem, da hun ramte sin første buk, og da det lykkedes hende at få en dansk kronhjort med hjem.
Datteren med på jagt
Også familiens yngste medlem, Ellen-Sofie, der blev født i maj, bliver allerede nu indført i jagten.
Siddende i bæresele på maven hos mor eller liggende i barnevognen, er hun med, når Zenia og Rasmus går på jagt.
- Man ved ikke, hvordan det kommer til at gå, men så længe at vi har i baghovedet, at det er på hendes præmisser, så skal det nok gå. Vi glæder os til at inddrage hende, fordi det kommer til at fylde så meget i hendes liv senere, siger Zenia Maltha.
Drømmen er at give passionen videre til den lille:
- Vi håber da, at selv hun bliver jæger, når hun er gammel nok til at tage jagttegn. Det vil betyde, at vi forhåbentligt kan opdrage hende efter vores egne fra jord til bord-principper, siger Zenia Maltha.
VIDEO: Se indslag om Zenia Maltha herunder.