Coronabiler skal teste svækkede borgere for virus

En række køretøjer ladet med coronatest skal understøtte arbejdet med prøvetagning og smitteopsporing.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nye biler med coronatest ombord er en del af myndighedernes strategi for at mindske coronasmitte. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann - Ritzau Scanpix

Fredag vil den første af en række mobile testkøretøjer tage ud på en køretur for at teste borgere for coronavirus.

Testbilerne skal assistere med prøvetagning og smitteopsporing hos eksempelvis svækkede borgere.

De kan nemlig have svært ved selv at komme frem til klinikker eller telte for at få foretaget en test.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

- For at kunne opspore smittekæder overalt i landet har vi brug for decentrale løsninger, så vi kan teste et bredt udsnit af befolkningen. Vi har et lavt smittetryk i Danmark, og vi er nu et af de lande i verden, der har testet flest personer per indbygger.

- Det skal vi fortsætte med, og her kan det mobile testkøretøj spille en vigtig rolle i forhold til aktiv smitteopsporing, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke viser den graf, der forklarer, at sundhedsvæsenet kan følge med, hvis mange bliver smittet over en længere periode i modsætning til over en kortere periode. / Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Testbilerne skal ses som et supplement til de testtelte, der er rejst rundt omkring i landet, hvor man kan blive testet for virus.

Slår ned på smittekæder

Meningen med testbilerne er også at overvåge smitten i samfundet.

De skal ligeledes være med til at slå ned på smittekæder ved at opspore og teste nære kontakter til smittede.

Sundhedsmyndighederne vil i samarbejde med Testcenter Danmark og regionerne løbende vurdere behov for testbiler i et givent område.

De kan etableres alle steder, hvor der er et behov.

Det kan eksempelvis være i kommuner, hvor der ikke er testfaciliteter.

Testbilerne etableres, kort efter at regeringen præsenterede en række nye tiltag mod coronavirus.

I videoen her kan du se, hvordan man bliver testet for covid-19 i de hvide telte, der er opstillet rundt omkring i regionerne. 

Således er man gået i gang med oprettelsen af en styrelse, der blandt andet skal sikre nok testkapacitet.

Samtidig skal en ny hotline bruges til at opspore smittekæder.

Desuden er der en smittesporingapp på vej til danskernes mobiltelefoner.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her