COVID-19: Joan var i topform - i dag kæmper hun hver dag
COVID-19 kan have langstrakte konsekvenser for dem, der bliver smittet. Joan Wardinghus Pedersen kæmper stadig med alvorlige senfølger.
Sidste år løb Joan Wardinghus ultraløb i Skagen og i marts var hun i gang med at træne op til maraton. Men så ramte COVID-19 Danmark og landede som et meteornedslag i Joan Wardinghus' aktive liv. Fem måneder senere lider hun stadig af følgerne.
Hun er en af en lang række coronapatienter i Region Midtjylland, som lider af voldsomme senfølger. Man kan ikke se det på hende, men hun lider af hovedpine, træthed, koncentrationsbesvær og overfølsomhed overfor høje lyde og lys. Hun mister indimellem stemmen, får ondt i brystet og har vejrtrækningsproblemer.
TV2 ØSTJYLLAND har besøgt Joan Wardinghus i hendes opgang i Aarhus. Det er i dag en fysisk udfordring for den tidligere ultraløber at komme opad trapperne.
- Når jeg går op ad trapper, går jeg altid ved gelænderet, så jeg ikke falder bagud, hvis jeg ikke når at registrere det (bliver dårlig, red.), siger hun.
35 procent af de patienter, der har været indlagt med COVID-19 på Aarhus Universitetshospital, oplever senfølger efter sygdommen.
Men også syge, der ikke har været indlagt, oplever senfølger lang tid efter, symptomerne på COVID-19 er stoppet. Det fortæller ledende overlæge på infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har mere end 30 års erfaring i lægefaget, og det kommer meget bag på ham, at senfølgerne rammer både unge og gamle.
- Vi havde ikke forventet det her. Der er ingen sygdomme, der har det samme sygdomsbillede, som det, vi ser, her. Vi er meget overraskede over, at COVID-19-virussen er i stand til at lave sådan nogle senfølger, siger han.
Joan Wardinghus har måtte ændre store dele af sit liv på grund af de mange senfølger, ultraløberen lider af i dag.
- Jeg har ondt i lungerne. Det føles brændende, når jeg laver noget. Jeg mister stemmen, når jeg snakker, jeg bliver meget træt i hovedet og ukoncentreret. Jeg tåler ikke så godt lys og lyde, siger hun.
Ingen kan fortælle hende, hvornår det bliver bedre, eller om det overhovedet bliver bedre. Det gør hele situationen endnu værre, fortæller Joan Wardinghus.
- Jeg har svært ved, at jeg ikke ved, hvornår det går væk. Jeg kan ikke planlægge noget. Det er hårdt, man ikke har en slutdato på det her, siger Joan Wardinghus.
Drømmen om at gennemføre et maraton har hun ikke droppet. Den er bare sat på standby.
