Danmark køber 10 millioner nye kviktest, der ikke skal så langt op i næsen
Ny type lyntest skal ikke så langt op i næsen som de nuværende og er derfor mindre ubehagelige.
De fleste, der har prøvet at få taget en lyntest, kan nok nikke genkendende til, at det er en lidt ubehagelig oplevelse at få en tynd podepind langt oppe i næsen.
Men fremover kan oplevelsen måske blive lidt mindre ubehagelig.
Danmark har købt ti millioner af en ny type lyntest, som kun skal to-tre centimeter op i næsen.
Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.
Læs også:
Han fortæller, at man har undersøgt pålideligheden af testene, og den er lige så god som de lyntest, der i forvejen bliver brugt.
- Vi har færdiggjort en dansk vurdering af de test, som er lige så gode, som dem vi har været vant til.
- Vi har indkøbt ti millioner kviktest i første omgang, som skal to-tre centimeter op i næsen, siger han.
Meldingen om indkøbene er kommet, samtidig med at regeringen har varslet, at langt flere borgere fremover skal testes to gange om ugen.
Det er et led i planen om gradvist at kunne genåbne landet.