Lokalbrag mellem AGF og Randers udsat - ligesom en stribe andre kampe

Superligaen, 1. division og 2. division lukker ned i to uger. Landskampe mod England og Færøerne forventes også aflyst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Torsdagens udsatte lokalopgør mellem AGF og Randers er sat på standby - ligesom en række andre kampe. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Alle fodboldkampe i Superligaen, 1. og 2. division er aflyst i de næste to uger. Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at det i forvejen udsatte lokalopgør i Superligaen mellem AGF og Randers FC udsættes. Kampen skulle have været spillet torsdag aften for tomme tribuner.

Beslutningen kommer efter statsminister Mette Frederiksens (S) melding onsdag aften, hvor hun iværksatte en række initiativer, der skal modvirke spredning af coronavirus.

Hvad der kommer til at ske i resten af sæsonen i landets tre bedste fodboldrækker, er endnu for tidligt at sige, lyder det.

- Her og nu handler det i første omgang om at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

- Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe, og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere, lyder det.

Silkeborg IF vandt mandag aften 2-1 over AGF. Lokalopgøret bliver Superligaens sidste i mindst to uger. / Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

AGF-Randers udsat

Som første konsekvens af Divisionsforeningens beslutning er torsdagens i forvejen udsatte kamp mellem AGF og Randers udskudt på ny.

Derefter følger de sidste to spillerunder Superligaens grundspil, der efter planen skulle være afsluttet søndag 22. marts. I samme tidsrum er der også planlagt to spillerunder i 1. og 2. division.

Aflysningerne gælder ikke kun toppen af fodboldpyramiden. Dansk Boldspil-Union og lokalunionerne meddeler, at alle fodboldaktiviteter er aflyst frem til 29. marts.

Det gælder også stævner, kurser, seminarer, klubbesøg og andre arrangementer i breddefodbolden.

Udmeldingerne fra Divisionsforeningen og DBU lægger sig op ad anbefalingerne fra dansk elitesports paraplyorganisation, Danmarks Idrætsforbund.

DIF udsendte sent onsdag aften en pressemeddelelse, hvor man opfordrede til, at alle idrætsaktiviteter bliver aflyst i to uger.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her