Efterskoler laver ny regel: Slut med at kysse og kramme
Aarhus Efterskole har indført et såkaldt kysseforbud på skolen for at sikre sig mod Corona-pandemien.
Hverdagen på landets efterskoler er langt fra, som den eleverne kendte før corona-udbruddet.
Med genåbningen den 18. maj fulgte nemlig en lang række nye retningslinjer med, som eleverne og lærerne skal efterleve.
De generelle retningslinjer lyder på, at der skal holdes afstand, men betyder det også, at kærestepar ikke må kysse og røre ved hinanden?
Sådan er fortolkningen på flere af de efterskoler, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med. På Aarhus Efterskole er tæt kontakt mellem kærestepar fuldstændig no go.
- Jeg kan sagtens forstå, hvis eleverne er trætte af det. Men hvis det skulle være op til eleverne, hvem de må være i familiegruppe med, så kan det for nogen blive en uoverskuelig opgave. Derfor er det nemmere at sige, at alle eleverne er på lige vilkår, siger Rasmus Bo Henriksen, der er forstander på Aarhus Efterskole, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kærestepar er ikke i familiegruppe
Retningslinjerne er udarbejdet af Børne- og Undervisningsministeriet. Og én af de regler, som de har indført, er, at eleverne skal være inddelt i familiegrupper, som maksimalt består af otte elever.
Familiegrupperne undtages fra kravet om 1 meters afstand, og eleverne må også kun dele værelse og toilet med én eller flere personer, som de er i familiegruppe med.
På Aarhus Efterskole har de valgt, at kæresteparrene ikke skal være i samme familiegruppe.
- Det betyder også, at kærestepar lige nu skal holde 1 meters afstand. Vi synes, det til at starte med er vigtigt, at eleverne ikke har alt for meget fokus på, hvem de er kommet i gruppe med, men i højere grad har fokus på fællesskabet, Rasmus Bo Henriksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Fra formanden hos Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen, lyder det, at det vigtigste er, at efterskolerne overholder retningslinjerne.
- Efterskolerne gør et suverænt godt stykke arbejde med at overholde reglerne. Det er virkelig et kæmpe arbejde, og derfor er det ikke alle skoler, der kan lykkes med at sætte kærestepar i samme familiegruppe, siger Torben Vind Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Vi skal rette ind efter retningslinjerne, og det er bøvlet, ja, men hvis kæresteparrene blev en undtagelse, vil retningslinjerne jo blive udvandet, og vi vil risikere at påvirke smittespredningen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Alle reglerne og retningslinjerne fra Børne- og Undervisningsministeriet læses her.
Undgå smitte
- Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.
- Host eller nys i dit ærme.
- Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.
- Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.
- Hold afstand og bed andre tage hensyn.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Vil tilgodese kærestepar på sigt
Skolen har dog valgt at bløde reglen om, at kærestepar hverken må kysse elle røre ved hinanden op snarest.
De vil nemlig lave endnu en type gruppe for eleverne, og her vil de tilgodese kæresteparrene.
- Eleverne er rigtig gode til at holde reglerne, og derfor kan vi nu udvide, hvor vi tilgodeser kæresteparrene. Fra på mandag af laver vi sanggrupper, der består af 8 elever. Her vil vi tage højde for, hvem der er kærester, så vi også tilgodeser dem.
Landets efterskoleelever har siden den 13. marts været hjemsendt på grund af udbruddet af corona, men 7. maj kom det frem, at de fra 18. maj ville kunne vende tilbage som en del af fase to i genåbningen af Danmark.