Ellemann-Jensen om østjyske oversvømmelser: - Hold nu kæft
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var i dag på besøg i Østjylland for at se problemerne forårsaget af de massive mængder regn med egne øjne.
Efter længere tid med historiske mængder af regn og massive problemer med oversvømmelser var Venstres formand og tidligere Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, i dag, mandag, taget fra Christiansborg til Østjylland for at se problemerne helt tæt på.
Venstres formand startede i Horsens, hvor han mødte Per Nielsen. Han er nabo til Bygholm Å ved Horsens, som har været hårdt presset i forbindelse med de massive mængder regn.
Mandag formiddag viste Per Nielsen en video af, hvor slemt det stod til med Bygholm Å for nogle dage siden, til Venstres formand, og det gjorde indtryk på Jakob Ellemann-Jensen.
- Hold nu kæft, lød reaktionen fra Venstres formand, da han så Per Nielsens video af Bygholm Å.
Vi skal blive bedre til at planlægge
Jakob Ellemann-Jensen var miljøminister fra 2017 til 2018, og her havde han ansvaret for klimasikringer i Danmark.
Og når han bliver spurgt ind til, om han har taget advarslerne om, at vejret kunne blive så voldsomt, når det kommer til vandmængder, alvorligt nok, har han et klart svar:
- Jeg vil mene, at vi har taget det alvorligt. Og jeg er ikke sikker på, at vi skal planlægge hele landets infrastruktur efter, at der kommer en 100-årshændelse hver anden uge, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Når vi bliver ramt af de her 100-årshændelser, som der kommer flere af i fremtiden, skal der noget andet til. Belært af erfaringerne fra februar måned skal vi blive bedre til at varsle, vi skal blive bedre til at byplanlægge, og vi skal blive bedre til at sikre, at vandet også kan komme væk.
Venstres formand kan godt forstå, at der er nogle borgere, der føler, at der er langt fra Christiansborg, når ens grund bliver truet af oversvømmelser.
- Jeg tror, at uanset hvor tæt på vi politikere er, så er vi nok ikke til særlig meget hjælp, når der er en situation som denne her, hvor der falder så meget vand, som der har gjort. Det skulle lige være til at bemande pumperne, havde jeg nær sagt, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Kommunerne skal tale mere sammen
Også Brabrand ved Aarhus, hvor Brabrand Sø og Årslev Engsø er gået over sine bredder, fik besøg af Venstres formand mandag formiddag.
Og efter at have set oversvømmelserne ved Aarhus kommer Jakob Ellemann-Jensen med et budskab til landets kommuner:
- Vi skal have kommunerne til at tale mere sammen. Som man kan se her, så kommer det vand, der giver problemer her i Aarhus, ikke nødvendigvis fra Aarhus, og derfor bliver man nødt til at tale meget mere sammen.
Også den nuværende Miljøminister, Lea Wermelin, var rejst væk fra Christiansborg i dag for at besøge Odense.