Knud har fået nok af oversvømmelser: - Nu må myndighederne træde i karakter
Husejerne ved Alken arbejder på højtryk for at holde vandet væk fra deres boliger. De forstår ikke, hvorfor kommune og beredskab ikke hjælper til.
Knud Abildtrup sover ikke meget for tiden. Hver anden time må han tjekke de pumper, der kæmper for at holde den sø, der er opstået i baghaven, væk fra huset.
De store mængder regn lægger nemlig massivt pres på boligerne ved Alken Enge ved Skanderborg, som nu er gået fra at være et lækkert boligområde til en smudset sump.
Og selvom Knud og naboerne i Alken arbejder på højtryk, er vandmasserne for voldsom en modstander.
- Vi synes, det er en ekstraordinær situation det her, og vi kan ikke forstå, at vi ikke kan få mere hjælp, siger Knud Abildtrup til TV2 ØSTJYLLAND.
I løbet af de sidste par uger har Knud Abildtrup og naboerne kæmpet for at holde vandet væk fra deres huse, og den opgave har de stået alene med.
”Ikke kun vores ansvar”
Knud Abildtrup og naboerne har blandt andet søgt hjælp hos kommunen, men det har ikke bidraget til noget. Derfor efterlyser han nu for alvor hjælp fra myndighederne.
- Vi føler os glemt – blandt andet af myndighederne, fordi vi på en måde kommer til at betale prisen for et samfundsproblem. Det er jo et samfundsproblem, at der kommer regn i de her monsterstore mængder. Og det bliver der ved med at gøre. Og det samler sig nogle steder, og det her er et af de meget kritiske steder, siger Knud Abildtrup til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Jeg ved også godt, den er gal i Silkeborg og andre steder, fordi det er gudenåsystemet, det handler om. Men vi synes bare, at man også godt måtte hjælpe os, der nu bor her, siger Knud Abildtrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Knud Abildtrup er langt fra den eneste i Alken, der har denne holdning. Den deler han blandt andet med Peter Gregersen, der også står i vand til halsen og arbejder på højtryk for at holde stuen tør.
- Det er ikke sådan, at jeg har ondt af mig selv. Men jeg er rigtig ked af, at det får lov at stå så længe sådan her. Det kan ikke bare være vores ansvar. Det må være et fælles ansvar. Det er derfor, vi har noget, der hedder kommuner og stat. Ellers kunne vi ligeså godt passe os selv alle sammen, siger Peter Gregersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis ikke alle beboerne i Alken skal pakke deres ting og forlade husene, har de brug for de ekstra hænder og større pumper.
- Jeg så gerne, at Østjyllands Brandvæsen anmodede beredskabsstyrelsen om at komme med det helt store udstyr og fik pumpet noget af al det vand ud i søen, siger Knud Abildtrup til TV2 ØSTJYLLAND.
"Beredskab kan bede staten om hjælp"
Borgerne i Alken står ikke alene med deres mange bekymringer. Forsvarsministeren Trine Bramsen er også bekymret over de massive mængder vand.
Derfor opfordrer hun landets beredskaber til at række ud efter hjælp, hvis det kniber med at kunne nå ud til alle.
- Jeg er meget bekymret over, den situation vi ser med massive oversvømmelser rundt i hele landet. Derfor skal de kommunale beredskaber vide, at staten selvfølgelig også står til rådighed, hvis de har brug for hjælp, siger Trine Bramsen (S) til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Vi har ikke set, at de har rekvirerede hjælpen indtil nu, så derfor er det selvfølgelig vigtigt for mig at sige, at hjælpen er der, hvis de har brug for den, siger hun slutteligt til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan ikke pumpe vandet væk
Forsvarsministerens hjælp til beredskabet nytter dog ikke så meget.
Østjyllands Brandvæsen har nemlig ad flere omgange været forbi Alken, men det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre for dem at pumpe vandet væk.
- Vi har ved daglige undersøgelser og besøg derude konstateret, at vi risikerer at pumpe vandet i ring. Hvis vi laver dæmninger og sætter pumper på, så vil vi i værste fald skabe oversvømmelser andre steder, siger Kasper Sønderdahl, der er direktør hos Østjyllands Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Moss sø afvander til Gudenåen, og så længe der er så meget vand i Gudenåen, kan beredskabet ikke gøre så meget.
- Vi er nødt til at være sikre på, at vi kan pumpe vandet væk. Vi håber, vandet trækker sig tilbage, og når det gør det, skal vi nok være klar og hjælpe, siger Kasper Sønderdahl til TV2 ØSTJYLLAND.