Letbanen aflyser afgange på forhånd
Letbanen aflyser tre afgange torsdag morgen, og erstatningsbusser kører både torsdag og fredag morgen.
Tre af Letbanens morgenafgange på strækningen mellem Grenaa og Aarhus H er foreløbigt aflyst torsdag, så man kan nå at påføre frostsikring. Det skriver Midttrafik på deres facebookside.
De tre afgange, det drejer sig om, er kl. 05.12 og 05.42 fra Grenaa til Aarhus H og kl. 06.49 fra Aarhus H til Grenaa.
Nyheden kommer, efter Letbanen onsdag morgen igen holdt stille på grund af frost.
Erstatningsbusser kører
Midttrafik oplyser, at erstatningsbusser kører både torsdag og fredag morgen, og busserne kører som minimum de første afgange ifølge køreplanen begge morgener.
Hvis der viser sig at være driftsproblemer for Letbanen, fortsætter busserne selvfølgelig med at køre, skriver Midttrafik.
Erstatningsbus rute 88 kører mellem Hornslet og Grenaa, uanset hvordan driften er for Letbanen.