Literpris på benzin er steget over to kroner på to måneder
Højere priser på benzin bør få flere til at overveje at cykle eller bruge offentlig transport, mener minister.
De højere priser på benzin og diesel har kun gjort det billigere at tage cyklen eller bruge offentlig transport frem for at tage bilen.
Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Beregninger viser, at prisen på en liter benzin er steget 2,2 kroner per liter fra 4. januar 2022 til 15. marts 2022.
I samme periode er prisen på tog og bus generelt uændret.
Konkret betyder det ifølge Transportministeriet, at en person som skal transportere sig fra Brabrand til Aarhus, en afstand på ca. 7,4 km, skal bruge 45 kroner mere om måneden, hvis han eller hun tager bilen på arbejde og køber benzin til 15. marts-prisen frem for 4. januar-prisen.
Besparelsen ved at tage cyklen frem for bilen er med benzinprisen den 15. marts 907 kroner om måneden (88 pct.), mens besparelsen ved at tage bus er 641 kroner (63 pct.).
En pendel i bil mellem Roskilde og København i marts skal bruge over 200 kroner mere om måneden på benzin i forhold til starten af året. Hvis de høje priser bider sig fast, svarer det til over 2400 kroner mere om året.
Opfordrer til at tage cyklen eller kollektiv trafik
Transportminister Trine Bramsen (S) opfordrer til at tage cyklen eller bruge den kollektive trafik, der hvor det er muligt.
- På de korte ture, eller der hvor der er mulighed for at tage cykel eller kollektiv transport i stedet for bilen, kan den nuværende situation være en god anledning til at prøve eller måske endda skifte til alternative transportmidler.
- Priserne for kollektiv transport er ikke steget tilsvarende benzin eller diesel – og det gør den økonomiske besparelse større end tidligere.
- Samtidig er det både grønnere og med cyklen også sundere, siger Bramsen i en pressemeddelelse.
Det er især Ruslands invasion af Ukraine, der har sendt brændstofpriserne op.
Rusland er en stor leverandør af råolie, som bruges i benzin og diesel. På grund af krigen og de sanktioner, Rusland er blevet pålagt, er der opstået usikkerhed om, hvorvidt der stadig vil være lige så meget råolie tilgængelig til at fremstille benzin og diesel.
Det potentielt mindre udbud har sendt brændstofpriserne op, fordi den råolie, der ellers er til at få fingre i, er blevet mere efterspurgt.