Må jeg bruge kontanter eller kramme mine børn? Få ekspertens svar på hverdagens dilemmaer
De nye retningslinjer har åbnet op for en række spørgsmål om, hvad man må og helst skal undgå for at ikke at sprede coronavirus.
Fra på mandag lukker landets uddannelses- og daginstitutioner ned, og mange danskere arbejder hjemmefra for at mindske smitten af covid-19-virussen.
Regeringen og Sundhedsstyrelsen er kommet med en række anbefalinger, men hvordan skal de tolkes i en konkret hverdag med blandt andet børnepasning, fødselsdagsfester og indkøbsture?
Det har professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, forsøgt at svare på.
Generelt peger han på tre ting, man skal huske i alle dagligdagens små og store dilemmaer.
- Det helt essentielle budskab er, at man skal bruge hovedet, holde distance og holde hænderne rene, siger Allan Randrup Thomsen.
____
HVERDAGENS DILEMMAER I KØLVANDET PÅ CORONA
Anbefales det, at bedsteforældre over 65 ikke passer deres børnebørn?
Ja. Det er ikke sådan, at børn spiller en større rolle som smittebærere, men ældre over 65 år er i den særlige risikogruppe, så derfor anbefales det, at de ikke overtager børnepasningen.
Hele familien har planlagt en sommerhustur - bedsteforældre, forældre og børn. Er det forsvarligt at tage afsted?
Strengt taget vil det være bedst, at de ikke tager afsted. Men nu er det booket, så derfor skal de tænke på håndhygiejnen, undgå krammere, holde afstand så vidt det er muligt, og lade være med at planlægge noget tilsvarende i den nærmeste fremtid.
Jeg er gravid og arbejder i et supermarked – bør jeg blive hjemme?
I en ideel verden ville man sige ja. Men vi har ikke specifikke informationer om, at gravide er særligt udsatte. Et forsigtighedsprincip gør dog, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide skal være ekstra opmærksomme.
Må jeg betale med kontanter?
Kontanter kan være smittekilde, så det er bedst at lade være. Når man betaler, er det mest fornuftige at gøre det med de kontaktløse kort. Det er også smart at undgå at røre tasterne på terminalen.
Må jeg besøge mine forældre, der er over 65 år?
Det kan man godt, hvis man er sund og rask. Altså ikke er snottet eller har feber. Når man er hjemme hos dem, skal man holde så lang en distance som muligt og være ekstra omhyggelig med håndhygiejnen, så man ikke risikerer at smitte dem.
Er legeaftaler okay? Og hvor mange børn kan man have derhjemme?
Det er ikke smart. Jo mere unødvendig kontakt, du har med folk, des større er risikoen for at blive smittet. Børn er som sagt ikke den største smittekilde, og hvis alt foregår udendørs reduceres risikoen, men det giver ikke mening, at man sender dem hjem fra institution for så at samle dem privat.
I forhold til antal gælder, at jo færre, jo bedre. Sammenlignet med voksne kan man ikke forklare børn, at de skal sidde fra hinanden, og derfor bliver det mere problematisk og risikabelt.
Er det forsvarligt at handle i stormagasiner?
Man skal minimere ophold i stormagasiner, så vidt det er muligt. Men er man i et stormagasin, skal man hele tiden holde to-tre meters afstand til andre mennesker - også ekspedienten. For eksempel skal du træde tilbage, når du har lagt varen på disken - både for din og ekspedientens skyld.
Må jeg tage på café eller restaurant?
Man skal være opmærksom på det, og på caféer kan man sidde meget tæt. Det er som hovedregel bedre at spise på fine restauranter, for der er længere mellem bordene. Men en billigere cafe er lige så smittesikker, så længe afstanden til de andre gæster er den samme.
Buffetrestauranter er en dårlig idé. Dels er der mange mennesker, der rører ved de samme ting, og dels kan der i værste fald være nogle, der har åndet eller hostet på maden.
Må man kramme sine børn? Sin roomie? Sine venner?
Er det nogen, du lever tæt med i forvejen, så gør det ikke den store forskel. Men ser man folk på mindre hyppig basis, skal man lade være med at kramme.
Kan telefonen være en smittekilde?
Ja, det kan det godt. I dag har stor set alle deres egen telefon, så det er vores eget skidt, der er på den. Men har man lånt den ud, skal man spritte af.
Hvordan påvirker det os at være i store forsamlinger udendørs?
Det er bedre at være udenfor end indenfor - de smitsomme dråber blæser væk og bliver fortyndet i luften. Men er man et sted som Zoologisk Have, skal man ikke stå for tæt på andre mennesker.
Må jeg løbe en tur? Eller bruge træningsmaskiner udendørs?
Det er fint at løbe eller cykle udendørs. Det er bedst at løbe uden en løbemakker, for det er ikke smart at løbe og snakke samtidig, for der risikerer man smitte. Der skal stadig være cirka tre meter i mellem dem, der løber. Bruger man udendørs træningsstativer, skal man huske, at mange kan have rørt ved dem. Men har man vanter på og undgår at røre sit ansigt, så burde det være okay.
Jeg har inviteret 15 mennesker til fødselsdag i min lejlighed. Skal jeg aflyse?
Det er svært at gøre, men optimalt set ja.
Hvis lejligheden er stor, skal man få folk til at sidde med langt mellem sig.
Man kan også sørge for, at der ikke er nogen blandt gæsterne, som har tegn på luftvejsinfektion eller dårligt immunforsvar og fraråde ældre over 65 år, at de kommer.
Skal man undgå at røre madvarer - for eksempel frugt og grønt eller en mælk i supermarkedet - på grund af smitterirsiko?
Nej, coronavirus smitter via dråber i luften og via luftvejene. Hvis en smittet person overfører coronavirus til en fødevare, vil sandsynligheden for smitte ved at man spiser denne fødevare, være yderst lille. Coronavirus skal ned i luftvejene for at give sygdom og ikke via mave/tarmkanalen. Derudover kan coronavirus ikke overleve særligt længe i miljøet (2-3 dage ved stuetemperatur). Det skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.