Manden bag gigantisk togplan: Borgerne glæder sig for tidligt
Professor Otto Anker Nielsen mener, at jernbaneprojektet Hovedgård-Hasselager stadig er en samfundsøkonomisk god idé.
Det er langt fra sikkert, at en omdiskuteret jernbane syd for Aarhus følger Vejle Fjord-togbroen i graven.
Det slår DTU-professor Otto Anker Nielsen fast over for TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er en god investering, og samfundet ville blive rigere, hvis jernbanen blev bygget, siger professoren.
Den nye SVM-regerings udmelding om, at en togbro over Vejle Fjord er droppet, har ellers skabt stor glæde i Solbjerg syd for Aarhus.
Det har fået en række borgere til at spekulere og håbe på, at planerne om en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager også bliver skrottet.
Begge togstrækninger indgår nemlig i transportforliget Togfonden fra 2013, hvor en række nye jernbaneprojekter blev vedtaget med det overordnede formål at sænke transporttiden mellem de store byer, herunder Aarhus og Odense, til en time.
I sig selv vil Hovedgård-Hasselsager-jernbanen barbere rejsetiden ned med knap seks minutter og koste omkring fire milliarder kroner at bygge.
Uden tidsbesparelsen fra togbroen over Vejle Fjord er det ikke muligt at få den samlede rejsetid ned på en time, og det har altså fået borgere i Solbjerg til at tro, at jernbanen gennem Solbjerg også bliver kasseret.
Jernbanen er - stadig - en god idé
Men det er langt fra sikkert, at den teori holder. Det fortæller trafikprofessor ved Danmarks Tekniske Universitet Otto Anker Nielsen.
Det var ham, der i sin tid tilbage i år 2000 fandt på timemodellen, der ligger til grund for Togfonden.
- Samfundsøkonomien i Hovedgård-Hasselager er god. Og meget bedre end økonomien i togbroen. Så ud fra en fra en ren trafikøkonomisk beslutning er projektet en god idé, siger Otto Anker Nielsen.
Ifølge de seneste beregninger, der dog har et par år på bagen, er den interne rente på Hovedgård-Hasselager på 4,5-5,2 procent. Det er det tal, der får ham til at mene, at det vil ende som en god investering.
God økonomi
På landsplan er det faktisk et af de bedste jernbane-projekter.
For selvom fire milliarder kroner lyder af meget, er det ifølge Otto Anker Nielsen en relativt billig jernbane at bygge, fordi strækningen primært går henover marker.
- Seks minutter er en stor tidsbesparelse, og ved at have to parallelle jernbaner kan man øge frekvensen af tog også. Beregningerne viser, at projektet både giver en trafikgevinst for dem, der allerede bruger den kollektive trafik, ligesom det også kan tiltrække flere og nye passagerer, siger han.
Otto Anker Nielsen tror dog ikke, at Hovedgård-Hasselager bliver bygget inden for de næste år. Han skyder på, at det ikke bliver til det store før 2035-2040.
- Det er praktisk politik. Der er andre infrastukturprojekter, der også skal prioriteres, og så skal staten have finanserne til det, siger han.
Mangler finansiering
Spørger man en anden trafikforsker, Niels Melchior, der er trafikplanlægger og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, er der heller ikke udsigter til en ny jernbane mellem Hovedgård og Hasselager i nær fremtid.
Han peger på, at en del af Togfonden skulle finansieres af indtægter fra Nordsø-olie. Siden 2013 er priserne dog faldet, og de penge, der skulle være i fonden, er der simpelthen ikke, fortæller han.
- Derudover er det er klar svaghed, at Togfonden-forliget var smalt. Det betyder, at flertallet er smuldret, og at andre infrastrukturprojekter blev samlet i et helt andet forlig. Og det er ikke hensigtsmæssigt, så jeg vil tro, det ender med, man beslutter, jernbanen ikke skal bygges nu. Men den kan sagtens dukke op om et årti igen, siger Niels Melchior.
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt ny transportminister Thomas Danielsen (V) om en kommentar, men ministeriet har blot henvist til regeringsgrundlaget, hvori Vejle Fjord-broen droppes.