Myndigheder fremrykker boosterstik til 18- til 39-årige

Stigende coronasmitte får myndigheder til at fremrykke tilbud om tredje vaccinestik til 18- til 39-årige.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Ritzau
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den stigende coronasmitte får nu myndighederne til at fremrykke planen for, hvornår de 18- til 39-årige kan få det tredje vaccinestik.

Hidtil har meldingen været, at de skulle vente fem en halv måned efter andet vaccinestik.

Men nu kan målgruppen booke tid fire en halv måned efter andet stik. På samme måde som personer på 40 år og derover.

- Vi står midt i en epidemi med eskalerende smitte, og vi har brug for at forebygge både smitte og sygdom med omikronvarianten. Det er begrundelsen, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Omikronvarianten er på kort tid blevet dominerende herhjemme. Myndighederne holder onsdag klokken 13 pressemøde om situationen, hvor Magnus Heunicke også bekræfter at tredje stik fremrykkes for aldersgruppen.

Vaccinetiderne frigives, så det er muligt at booke tid til det tredje vaccinestik - også i jule- og nytårsdagene.

- Det gør vi, fordi det er vigtigt at få det tredje vaccinestik nu og her. Præcis hvor vi står i Danmark nu. Midt i vinteren, hvor der alt andet lige forventes, at der kommer mere omikronsmitte, mere sygdom og også noget influenza.

- Alt i alt giver det en belastning af sygehusvæsenet, som vi gerne vil være på forkant af, siger Søren Brostrøm.

18- til 39-årige udgør halvdelen af smittede

Ifølge Brostrøm er der tegn på vigende immunitet over for omikronvarianten et par måneder efter andet vaccinestik.

- Vi får løbende data på vaccinernes effektivitet i forhold til omikronvarianten.

- Efter andet stik er immuniteten okay effektiv, også over for omikron. Men kun de første par måneder. Så aftager den.

- Men det, vi også kan se, er at hvis man så får det tredje stik, er man oppe på en høj beskyttelse både mod smitte og alvorlig sygdom.

- Derfor vil vi gerne give det til den her aldersgruppe, der har meget smitte lige nu, siger Søren Brostrøm.

De 18- til 39-årige står ifølge direktøren lige nu for halvdelen af smittetilfældene.

Lægemiddelmyndighederne har på nuværende tidspunkt ikke godkendt, at det tredje vaccinestik kan gives til personer under 18 år.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her