Nej – du bliver ikke syg, bare fordi det er koldt
Mange går rundt med dryppende næser, mens de hoster og harker, men hvad har det egentlig med kulden at gøre?
Det er blevet koldt, og de dryppende næser har meldt deres ankomst, men er det nu også kuldens skyld, at vi bliver syge? Nej, lyder svaret fra læge Charlotte Bøving. De skyldige hedder virus og bakterier.
Der er to forklaringer på, hvorfor så mange bliver syge, når kulden sætter ind.
For det første har vi en tendens til at samle os sammen indenfor, når det er koldt, og dermed bliver vi lettere udsat for en virus- eller bakterieinfektion.
Blodkarrene trækker sig sammen
For det andet trækker blodkarrene i vores slimhinder sig sammen, når det er koldt, og dermed får infektionerne lettere ved at få fæste i kroppen. Og for at gøre ondt værre, forstærker de to ting hinanden.
Men det er altså ikke kuldens skyld.
- Hvis du kom ind i en firkantet kasse, hvor der ikke var nogen bakterier eller vira, ville du ikke blive syg af kulden alene. Der skal mere til, siger Charlotte Bøving.
De hvide frontlinjesoldater
De hvide blodlegemer er immunforsvarets første geled, og de befinder sig i blodkarrene.
- Når blodkarrene i slimhinderne trækker sig sammen, fordi det er koldt, bliver vira og bakterier ikke mødt med helt så meget immunforsvar, og dermed tager de også lettere imod infektionerne, forklarer Charlotte Bøving:
- Når vi bliver ramt af infektioner om vinteren, så der ofte tale om luftbårne infektioner, der sætter sig i mund eller næseslimhinderne.
Vi skal altså holde op med at klumpe os sammen, og så skal vi passe bedre på ikke at sprede bakterierne. Håndhygiejne er et vigtigt skridt, og så er det også en god ide at tænke sig om, inden man spreder et kæmpe nys ud over de øvrige mennesker i rummet.
- Når mange mennesker er samlet på et sted, og bare én har en infektion, er der mange, der kan få den, fordi vi sidder og nyser, hoster og sprutter ud i lokalet uden for eksempel at gøre det ned i ærmet, formaner lægen.
Forkølelserne kan ikke undgås
Men grundlæggende er det ikke til at komme uden om, at vi rykker sammen indenfor i varmen, når kulden kommer, og så må vi tage med, at vi bliver lidt syge af det.
Dermed er der også en sandhed i, at der er flere, der får infektionssygdomme, når det er koldt, men det er ikke kuldens skyld.
- Det er bakterier og virus, der laver balladen, siger Charlotte Bøving. Hun og hendes kolleger ser derfor også mange hostende, harkende patienter med løbende næser nu og har gjort det, siden influenzasæsonen startede.
- Der er godt gang i infektionerne nu. Der er rigeligt for os at lave, slutter Charlotte Bøving.