Ny coronaundersøgelse søger forældre til skolebørn: - Hjælp os med at hjælpe jer
En ny undersøgelse vil kigge nærmere på forældres og skolebørns trivsel under coronakrisen. Resultatet skal blandt andet bruges til at hjælpe pressede familier.
Nedlukningen af Danmark har betydet helt nye strukturer og hverdage i de danske hjem.
Nogle trives i deres nye hverdag, mens andre er ved at gå ud af sit gode skind.
Men i det store hele er der ikke rigtig nogen, der har et helt klart billede af, hvordan det står til i de danske hjem under krisen – eller hvordan man bedst hjælper de, der har det svært.
Derfor lancerede Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge (CEBU) på Aarhus Universitet (AU) onsdag en undersøgelse, der skal klarlægge trivslen blandt skolebørn og deres forældre.
- Vi vil finde ud af helt aktuelt, hvordan skolebørn og deres forældre trives under denne her mærkværdige situation, siger professor og forsker ved CEBU på AU, Mikael Thastum, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Derfor søger vi familier med skolebørn, der vil hjælpe med at producere ny viden, som skal bruges med det samme.
Forældre til skolebørn kan deltage i undersøgelsen her. Det tager cirka 20 minutter.
Derudover er det muligt for skolebørn i alderen 11 til 17 år at svare på ekstra spørgsmål efter sine forældre. Det tager cirka 10 minutter.
'Hvem har brug for hjælp og med hvad?'
I dag står det allerede klart, at der er stor forskel på, hvordan de danske familier klarer sig under coronakrisen. Men man ved ikke præcist hvem, der har det svært og hvorfor.
- Formålet er at prøve at finde ud af, hvad der gør, at nogle mestrer situationen, og hvilke risikofaktorer der er for de, der har svært ved det, siger Mikael Thastum.
- I undersøgelsen spørger vi blandt andet forældrene, om de har brug for en eller anden form for hjælp eller støtte. Hvis de har det, spørger vi hvilken form for hjælp, de søger.
Mikael Thastum fortæller, at resultaterne dermed kan være med til at give en vigtig viden til myndighederne, så de ved, hvilke tiltag der er bedst at lave, og dermed hvordan de bedst kan hjælpe pressede familier.
- Undervisningsministeriet har allerede sagt, at de også gerne vil have vores data. Undersøgelsen er selvfølgelig helt fortrolig.
Ukendt territorium
Rundt omkring i samfundet er der mange teorier om, hvordan coronakrisen påvirker danskerne.
Nogle mener blandt andet, at børn trives bedre i institutioner med coronakrav.
- Det er så spændende, fordi det er en situation, vi ikke har oplevet før – så vi ved det ikke, siger Mikael Thastum.
- Den viden, vi kan få her, kan være gavnlig både lige nu og i fremtiden, hvis der kommer andre epidemier senere.
Undersøgelsen skal give et helt aktuelt billede af, hvordan situationen ser ud nu.
Men forskerne vil også gerne undersøge, hvordan trivslen udvikler sig i takt med coronakrisen i Danmark.
- Vi vil følge op på undersøgelsen. Den er fortrolig, men man kan give sin mail, og så kan vi sende et kort opfølgende spørgeskema ud hver måned, indtil skolerne har kørt normalt i to måneder, siger Mikael Thastum.
- Dét, at vi kan følge udviklingen ved at folk svarer gentagende gange, kan fortælle os, hvad der sker med skolebørn og forældres trivsel, når skolerne lukker op eller måske lukker ned igen.