Nye supercykelstier og skole-forbedringer kan være på vej i Østjylland

Kommunerne har fået lov at bruge flere penge i 2020 på anlægsprojekter. Det skal hjælpe det trængte erhvervsliv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nye lofter, renovering af skoler og bedre cykelstier. Kommunerne får nu lov til at bruge flere penge, så de kan hjælpe det trængte erhvervsliv. På grund af corona og udsigten til økonomisk krise besluttede regeringen i går at fjerne anlægsloftet for i år, så kommunerne kan sætte skub i nye projekter og fremrykke allerede planlagte. Det skal komme både virksomheder og borgere til gavn.

I Silkeborg kan de måske se frem til flere supercykelstier.

Det skyldes, at kommunen nu må bruge flere penge på anlægsprojekter i år, end de havde regnet med.

Der kan komme en ny supercykelsti på Bryrup Banesti mellem Horsens og Silkeborg. En supercykelsti er bredere end en almindelig cykelsti og oplyst.

- Jeg vil juble, lyder det fra Bjarne Petersen, der er formand for Cyklistforbundet i Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Faktisk kan der i de flere kommuner i Østjylland blive lavet anlægsprojekter i år, som der tidligere ikke var råd til - og som først er planlagt i 2021 0g 2022.

På Ulstrup Skole trænger loftet i den grad til at blive renoveret, og det håber skolelederen er muligt nu.

- Det er meget tiltrængt. Jeg tror, at loftet er fra dengang, skolen blev bygget for over 100 år siden, siger Annika Østergaard, der er skoleleder på Ulstrup Skole, til TV2 ØSTJYLLAND.

Noget af loftet blev renoveret i uge 7, og det har ifølge skolelederen gjort en stor forskel, men dengang havde kommunen ikke penge til at renovere hele loftet.

- Det har gjort en kæmpe forskel for det æstetiske, men også for elevernes undervisningsmiljø. Lyset gør rigtig meget, siger Annika Østergaard

Skal hjælpe håndværkere

Årsagen til, at kommunerne lige pludselig må bruge flere penge, er, at politikere på Christiansborg i går besluttede at afskaffe anlægsloftet for i år. Det betyder, at kommunerne må bruge flere penge på eksempelvis renovering af skoler og nye cykelstier i år, end de havde regnet med.

Det har da en enorm stor betydning. Byggefirmaer og entreprenører lider under den her krise.
Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri i Østjylland

Alt sammen er for at hjælpe byggebranchen med at komme igennem coronakrisen med skindet på næsen. For mange er det nemlig ikke længere kun en sundhedskrise, men også en økonomisk krise. Og afskaffelsen af anlægsloftet vil gøre en stor forskel.

- Det har da en enorm stor betydning. Vi er alle rigtig glade for det. Byggefirmaer og entreprenører lider under den her krise, siger Michael Ancher, der er formand for Dansk Byggeri i Østjylland.

- Det vil gavne store og små. Murer og maler og de større entreprenører, der anlægger veje og cykelstier, tilføjer han.

Det er endnu ikke endeligt besluttet, hvad der skal laves, men politikere i blandt andet Silkeborg peger både på lofter og cykelstier som projekter, der står øverst på listen.  Og de forventer at kunne sætte i gang efter sommerferien.

Hos Dansk Byggeri ser Michael Ancher gerne, at de begynder senest efter påske.

Hvad gør de østjyske kommuner?

I Silkeborg, Norddjurs, Favrskov, Horsens og Skanderborg kigger man allerede på projekter, der snarest kan sættes i gang.

 

Det drejer sig eksempelvis om:

- Ny asfaltbelægning på veje

- Renovering af fortove og vejbelysning

- Og anlæggelse af nye legepladser

 

I Aarhus går de i gang med mindre bygningsprojekter. Og på Samsø vil de gerne bruge flere penge til ombygning af en folkeskole.

 

Fra Odder Kommune lyder beskeden, at de allerede har en masse projekter klar og i gang, og derfor ikke rykker på flere lige nu. Mens det fra Randers og Syddjurs lyder, at fjernelsen af anlægsloftet slet ikke får nogen betydning, da der ikke er penge til bygge- og anlægsprojekter.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her