Overblik: Sådan genåbner Østjylland mandag
Mandag den 1. marts genåbner dele af det danske samfund. Få overblikket over Østjyllands genåbning her.
I morgen mandag den 1. marts kan en stor del af Danmarks detailhandel igen åbne under skærpede krav.
Også det udendørs kultur- og idrætsliv bliver berørt af den delvise genåbning.
Der gælder forskellige regler i forskellige dele af landet, hvor Bornholm og Nord- og Vestjylland kan åbne mere end resten af landet.
Vi giver dig her overblikket over den kommende genåbning for Østjylland:
Butikker op til 5000 kvadratmeter genåbnes
Udvalgsvarebutikker op til 5000 kvadratmeter genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav, så der er færre kunder i butikkerne. Genåbningen gælder ikke udvalgsvarebutikker i storcentre. Eksempler på udvalgsvarebutikker kan være forretninger, der sælger tøj, sko, bøger og møbler.
Muligheden for at åbne butikkerne igen glæder Marie Louise Kannerup fra Hadsten, der allerede åbner sin butik, Bogormen, kl. 00.01 natten mellem søndag og mandag.
Butikker på over 5000 kvadratmeter eller derover kan holde åben mod tidsbestilling
Udvalgsvarebutikker på over 5000 kvadratmeter eller derover kan holde åben mod tidsbestilling. Dette var ikke en del af Indsatsgruppens indstilling.
Reglerne for genåbningen af de største butikker er ifølge IKEA svære at finde rundt i. Derfor åbner IKEA Aarhus ikke i morgen.
Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om negativ test
Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om negativ test, som er højst 72 timer gammel.
Men ingen af de udendørs kulturinstitutioner, TV2 Østjylland har talt med, har tænkt sig at åbne før tidligst om en måned.
Ved udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves forsamlingsforbuddet til 25 personer
I forhold til udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves forsamlingsforbuddet til 25 personer.
Det betyder blandt andet, at spejderne i Lystrup igen kan samles til spejdermøder udendørs.
Disse restriktioner er fortsat gældende
Forsamlingsloft på fem personer
Det midlertidige forsamlingsforbud er forlænget. Det betyder, at det som udgangspunkt er ulovligt at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, hvor der er flere end fem personer til stede.
Derfor vil det stadig være ulovligt at samle sig mere end fem på en vandpibecafé, som var tilfældet, da Østjyllands Politi natten til søndag sigtede 24 mænd i Brabrand.
Frisører, fitnesscentre og massører er lukket
Frisører, fitnesscentre og massører er lukket. Det samme gælder klinikker, der udfører kosmetiske behandlinger.
Det ærgrer frisør Malou Kjeldsen, der gerne ville have åbnet sine saloner i Hornslet og Rønde.
Elever i folkeskolens 5. – 10. klasse og studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser er sendt hjem
Elever i folkeskolens 5. – 10. klasse og studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser er sendt hjem og modtager fjernundervisning.
Nedlukningen af skolerne rammer modsat andre landsdele fortsat efterskolerne i Østjylland. Derfor droppede mange efterskoleever tidligere på ugen deres undervisning i protest.
Storcentre skal holde lukket
Storcentre skal fortsat holde lukket.
Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket
Alle indendørs idræts- og kulturanlæg er lukket. Det gælder blandt andet håndboldhaller, svømmehaller, fitnesscentre, teatre og biografer.
Restauranter, barer, caféer, diskoteker og lignende skal holde lukket
Restauranter, barer, caféer, diskoteker og lignende skal holde lukket. De må gerne sælge takeaway.