Politiet vil give flere bøder ved brud på coronaforbud
Politiet ændrer strategien i håndteringen af coronaforbuddene. Der kan ventes flere bøder og færre advarsler.
Der bliver nu kortere til bøder for de personer, som ikke følger forbuddene mod blandt andet at mødes mere end ti personer.
Det sker som en konsekvens af, at politiet har strammet sin hidtidige strategi, der har fokuseret at prøve at løse problemerne med dialog.
Det fortæller Thorkild Fogde, der er chef for Rigspolitiet.
- Den nye strategi adskiller sig grundlæggende på to punkter.
- Punkt et er, at vi kommer til at køre en mere konsekvent linje i forhold til vores sanktionspolitik. Det vil sige færre advarsler og flere bøder.
- Punkt to er, at vi kommer til at tage advarselszoner og forbudszoner i brug for at forhindre sammenstimling på offentlige pladser, siger han.
Strategiændringen sker, efter at der de seneste dage har været flere tilfælde med større forsamlinger rundt om i landet.
Det gode vejr har lokket folk ud på offentlige pladser, hvor flere har befundet sig tæt på hinanden - også selv om der bliver advaret mod den slags.
Hvis politiet er stødt på for store forsamlinger, har man hidtil prioriteret at vejlede om reglerne og bedt folk om ikke at samle sig for mange på ét sted.
- Men nu er vi kommet så langt hen, at vi ved, at befolkningen kender reglerne.
- Vi ved også, at nogle ikke tager dem helt så alvorligt længere, og så bliver vi altså nødt til at give flere bøder, siger Thorkild Fogde.
Allerede nu er nogle af de mest populære steder i det offentlige blevet markeret som advarselszoner af politiet.
Hvis folk ikke kan finde ud af at holde den fornødne afstand i disse områder, kan man ende med at få forbud mod at komme der.
- Politiets advarsel har hele tiden været at lade være med at gå derhen, hvor alle andre går hen.
- Når vi så kan se, at folk alligevel går derhen, hvor alle andre går hen, så kommer vi til at forbyde, at man går derhen, fortæller Thorkild Fogde.
Ifølge ham er det især populære steder, der lægger op til hvile og afslapning, som er i fokus hos politiet. Et eksempel er Islands Brygge i København.
Sammen med landets største kommuner vil politiet finde alternative steder at gå hen for folk, så man undgår større forsamlinger de samme steder.
Frem til 10. maj er det forbudt at mødes mere end ti personer - både offentligt og privat. Sker det alligevel, vanker der en bøde på 2500 kroner.