Regeringen melder onsdag ud om mulig genåbning

Regeringen vil sørge for at melde ud i god tid, om restriktioner kan lempes, oplyser Sundhedsministeriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udtaler, at "regeringen ønsker ikke at holde samfundet lukket en dag længere end nødvendigt". Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Regeringen vil onsdag 24. februar melde ud, hvorvidt der kan lempes på restriktionerne og i så fald hvilke.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Meldingen 24. februar skal sikre, at samfundet "i ordentlig tid" får varsel om, hvorvidt noget kan åbnes, eller hvilke restriktioner der forlænges 28. februar, hvor de nuværende står til at udløbe.

Regeringen modtager mandag fagligt input fra Indsatsgruppen, der blandt andet består af sundhedsmyndighederne, og som kan anbefale udfasning og videreførelse af restriktioner.

Folketingets partier modtager desuden beregninger, som Ekspertgruppen for matematisk modellering i øjeblikket arbejder på.

Beregninger skal drøftes med partiledere

Sundhedsministeren og justitsministeren vil dagen efter, tirsdag, drøfte beregningerne med Folketingets partiledere.

Onsdag ønsker regeringen at fortælle, hvad der kan åbnes, og hvad der skal forlænges, lyder det i meddelelsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udtaler, at "regeringen ønsker ikke at holde samfundet lukket en dag længere end nødvendigt".

- Planen for genåbning bygger på, at det selvfølgelig skal være sundhedsfagligt forsvarligt, når vi lemper restriktioner. Samtidig skal genåbningen ske med størst mulig forudsigelighed om, i hvilken takt forskellige dele af samfundet vil blive åbnet igen, udtaler han i meddelelsen.

Får råd fra indsatsgrupper og ekspertgruppe

Efter 24. februar vil partierne i Folketinget blive indkaldt til drøftelser om at lægge en samlet plan for udfasning af restriktioner hen over de næste måneder.

En mulig genåbning baserer sig blandt andet på råd fra indsatsgruppen og ekspertgruppen.

Ekspertgruppen for matematisk modellering er tilknyttet Statens Serum Institut. Den regner på mulige scenarier for en udfasning af restriktioner.

Indsatsgruppen består blandt andet af sundhedsmyndighederne. Den kan blandt andet på baggrund af beregninger fra ekspertgruppen komme med en indstilling til regeringen om, hvilke restriktioner, gruppen mener, det er sundhedsfagligt forsvarligt at lempe.

De Radikale efterlyser åben tilgang

Der har i den seneste tid været et ønske fra en lang række af Folketingets partier om en delvis genåbning, og regeringen er blevet kritiseret for at mangle en genåbningsplan.

Eksempelvis har SF og Venstre sagt, at de ønsker en åbning for de ældre skoleelever og dele af detailhandlen 1. marts.

Så sent som lørdag formiddag efterlyste De Radikale en mere åben tilgang fra regeringen.

- Jeg tror, der er behov for, at der bliver mere klarsyn og færre dystre udmeldinger. Vi har brug for lidt realistisk optimisme, sagde De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her