Region Midtjylland laver brøler: Sender breve med cpr-numre ud til de forkerte
Region Midtjylland har sendt breve ud til tusindvis af østjyder med forkert adresse på. Mange har også modtaget andres navne og cpr-numre.
5106 østjyder har fået et brev fra Region Midtjylland i deres e-Boks med en fremmed persons navn og adresse på, men med det rigtige cpr-nummer. Derudover har 751 personer fået tilsendt et papirbrev med det rigtige navn og adresse på, men med forkert cpr-nummer og tid på hospitalet.
Det fortæller Kenneth Becker, chef for It-stab i Region Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi er ved at finde ud af, hvordan fejlen er opstået, så det ikke sker igen. Formentlig er det en menneskelig fejl. Men det er klart, at der er ingen, der har lyst til at have sine cpr-numre til at ligge ude hos fremmede, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Breve om corona-vejledninger
Der er tale om informationsbreve til borgere omkring ændrede regler for ledsagere og besøgende på hospitalerne i Aarhus, Randers og Horsens under corona. Der står ifølge regionen ingen sundhedsoplysninger i brevene.
- Men det kompromitterer en person, og det er dybt beklageligt, og det må ikke ske, og vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke sker igen, siger Kenneth Becker.
Men kunne det i princippet have været folks sundhedsoplysninger, der blev sendt til nogle fremmede?
- Det ved jeg ikke, om det kunne være sket.
Region Midtjylland opdagede fejlen ved, at patienter begyndte at ringe ind.
Forsøger at stoppe breve
Der bliver sendt nye korrekte breve ud hurtigst muligt, og Region Midtjylland opfordrer til, at man ikke ringer til hospitalerne og oplyser om fejlen, da de er bekendt med den og er ved at rette op på den.
- Postbuddet må ikke lægge brevet i postkassen, hvis der står et andet navn på brevet end postkassen. Men det kan ske. Så det, vi gør, er at skrive ud til alle dem, der skulle have modtaget et papirbrev om de lokale forhold på hospitalerne om corona, og at vi har haft den her fejl, siger Kenneth Becker.
Fejlen bliver meldt til Datatilsynet.