Trods ny vejledning: Rejsebureau tror ikke på rejse-boom
Selvom rejsereglerne fredag er blevet lempet, så tror Aarhus Charter ikke, at det er noget som de allerede kommer til at mærke.
- Lige pludselig, så kommer det - og så kommer det til at gå stærkt.
Sådan lyder det fra Henrik G. Jensen, der er bureauchef Aarhus Charter, ovenpå, at Udenrigsministeriet i dag har opdateret verdenskortet med rejsevejledninger.
Med opdateringen bliver kravene nemlig lempet til, hvor højt et smittetryk må være i et land eller område, før ikke-nødvendige rejser dertil frarådes, og om man skal gå i karantæne ved hjemkomst.
Læs også:
Med de nye regler er det for eksempel muligt at rejse til den spanske ferieø Mallorca eller visse portugisiske øer karantænefrit. Samtidig bliver kravet om at gå i isolation helt droppet for rejser rundt i Europa fra 26. juni, når sommerferien starter.
Se det store overblik over rejsemulighederne på tv2.dk (åbner i nyt vindue).
Folk vil se tiden an
Hos Aarhus Charter tror de bare ikke, at det allerede er nu, at de nye vejledninger kommer til at sætte fart i rejsesalget.
- Vi kan ikke mærke noget endnu, men vi har en forhåbning om, at som informationerne bliver bredt ud, kommer det til at have en afsmittende effekt på den korte bane, siger Henrik G. Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvad er det, som afholder folk?
- Man vil gerne være sikker på, at man kan komme afsted. Nu skal der være en sikkerhed, så man ikke får taget forventningsglæden fra sig ved en aflysning, som man har oplevet ved koncerter og så videre, siger Henrik G. Jensen.
Helt konkret lempes rejsevejledningen på seks områder:
1) Grænsen for gule og orange lande lempes:
Grænsen for, hvornår lande og regioner er gule og orange, lempes. Når et land er orange, fraråder de danske myndigheder alle unødvendige rejser, mens man ved rejser til et gult land blot skal være ekstra opmærksom.
Samtidig skal man ved hjemkomst fra et gult land ikke gå i isolation, hvilket er tilfældet, når man har været i et orange land.
Fremover er lande gule, hvis antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere - incidenstallet - er under 60 per uge.
Er der 60 eller flere nye smittede per 100.000 indbyggere om ugen, bliver landet kategoriseret som orange.
Hvis et land først er blevet farvet orange, skal incidenstallet ned under 50 per uge, før det kan blive gult igen.
Tidligere var grænsen henholdsvis 20 og 30.
2) Krav om anerkendelsesværdigt formål lempes:
Hidtil har der været krav om et anerkendelsesværdigt formål, hvis udlændinge med fast bopæl i orange EU- og Schengenlande vil rejse ind i Danmark.
Det afskaffes. Der vil fortsat være krav om test og isolation efter indrejse - medmindre de er vaccinerede eller tidligere smittede.
3) Krav om test inden ombordstigning lempes:
Der er ikke længere et krav om, at vaccinerede eller tidligere smittede rejsende fra gule lande og regioner skal have en test, før de stiger om bord på et fly til Danmark.
Der er dog fortsat krav om test, når man lander i lufthavnen i Danmark.
4) Nye regler for gravide/ammende og udlandsdanskere:
Gravide og ammende, der rejser sammen med vaccinerede kærester og ægtefæller, skal ikke længere i isolation efter indrejse.
Udlandsdanskere, som er vaccineret med en EU-godkendt vaccine i et land uden for EU eller Schengenområdet, undtages for test og isolation, når de rejser til Danmark.
5) Nye regler for grænselandet:
Turister, der rejser fra grænselandet, undtages fra kravet om isolation efter indrejse. De skal vise en negativ test, der er maksimalt 72 timer gammel.
Grænselandet er Slesvig-Holsten, Blekinge og Skåne len i Sydsverige og Hallands og Västra Götalands len i Vestsverige.
6) Regler forenkles:
Børn under 15 år, som er undtaget fra krav om test efter indrejse, skal nu heller ikke testes før flyrejser og indrejse i Danmark.
Tidligere smittede sidestilles med færdigvaccinerede og kan ikke indrejse fra røde lande uden at skulle gå i isolation efter indrejse i Danmark.
Succeshistorierne mangler
Hos Aarhus Charter tror de, at der skal nogle succeshistorier til, før folk begynder at booke mange rejser.
- Når man begynder at se, at der er gang i rejselivet, og man ser de gode historier i nyhederne og på sociale medier, så vil det smitte af. Også på kort bane mod sommerferien.
- Vi tror på, at vi på et tidspunkt kommer til at få rigtig travlt. Om det bliver en ketchup-effekt eller ej, det er svært at gisne om, siger han.
FAKTA: Her kan du rejse hen fra lørdag
Danmarks rejsevejledninger er fredag blevet opdateret, hvilket medfører, at flere rejsemål åbnes for danskere.
Udenrigsministeriet har fredag lempet sine rejsevejledninger.
Det betyder, at der åbnes for ferierejser til en række lande i Europa.
Her er et overblik over, hvilke lande og områder der åbnes for rejser til.
Ændringerne gælder fra lørdag 15. maj klokken 16.00:
Ændres fra orange (ikke-nødvendige rejser frarådes) til gul (vær ekstra opmærksom under rejsen):
- Spanien (dele af landet)
- - Asturien
- - De Baleariske Øer
- - Ceuta
- - Extremad
- - Galicien
- - De Kanariske Øer
- - Murcia
- - Valencia
- Portugal (dele af landet)
- - Azorerne
- - Madeira
- Malta (hele landet)
- Ændres fra orange til rød (samtlige rejser frarådes):
- Nepal (hele landet)
** Et af kriterierne for, hvornår man kan åbne for karantænefrie rejser til et land eller en region, er, at der inden for en uge skal have været færre smittede end 60 per 100.000 indbyggere i landet eller regionen.
Disse regler gælder dog ikke, hvis området allerede er orange. I så fald skal incidenstallet ned under 50, før det bliver gult. Stiger det til 60 eller derover, bliver det igen orange. Tidligere var grænsen henholdsvis 20 og 30.
For at et land kan blive rødt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, skal der blandt andet være mere end 300 smittede per 100.000 indbyggere i en uge i en region eller et land. I så fald frarådes også erhvervsrejser.
Udenrigsministeriets rejsevejledninger er netop vejledende. Det er altså ikke ulovligt at tage til et orange eller rødt land.
Kilde: Udenrigsministeriet.
/ritzau/