Unge politikere bryder med traditionerne: - Jeg glæder mig mest til aktivisterne
I dag åbner Folketinget. Det er en dag forbundet med mange gamle traditioner, men flere af de unge folketingsmedlemmer ser mere frem til de nye.
Folketinget slår tirsdag dørene op til et nyt folketingsår. Det sker traditionen tro hvert år den første tirsdag i oktober.
Her afholder statsministeren sin åbningstale, folketingsmedlemmerne mødes med dronningen, og for mange af medlemmerne er åbningen en stor dag forbundet med gamle, klassiske traditioner.
Men for de to unge østjyske folketingsmedlemmer Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (AL) og Sofie Lippert (SF) er det nogle nyere traditioner, de glæder sig mest til.
Nemlig den uofficielle tradition, hvor aktivister og borgere demonstrerer foran Christiansborg på Folketingets åbningsdag.
- Jeg har glædet mig mest til at møde med aktivister og andre borgere. Den her dag handler om demokrati, og derfor om at tale med folket, i stedet for at høre prædikener og rejse sig for dronningen, siger Sofie Lippert.
- Det er fedt, når man mærker, at borgerne også går op i vores demokrati. Aktivisme er også en form for demokratisk indflydelse, så det er også vigtigt at huske at lytte til dem, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.
Hvorfor er glæder I jer mere til at møde aktivister end de gamle traditioner, som for eksempel statsministerens åbningstale?
- Jeg hører på Mette Frederiksen oftere, end jeg hører klimademonstranter, så derfor prioriterer jeg det, men jeg skal da også høre Mette Frederiksen, siger Sofie Lippert.
- Det er også fedt at høre, hvad statsministeren har at sige, men jeg går mere op i, hvad borgerne har at sige. Jeg kæmper hver dag for, at Christiansborg skal være mere mangfoldigt og for borgerne, så jo mere vi kan åbne op og bryde med de gamle traditioner, jo bedre, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.
Sådan forløber Folketingets åbning traditionelt
Der hører sig mange gamle traditioner til folketingets åbning. Det afspejles i programmet for dagen, som hvert år ligger relativt fast.
I år ser programmet sådan ud:
Kl. 10: Gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke
Dagen begynder traditionen tro kl. 10 med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke for Folketingets medlemmer, ministre og inviterede gæster.
Kl. 11.40: Medlemmer af Kongehuset ankommer til Christiansborg
Dronningen, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary ankommer til Christiansborg kl. 11.40 for at overvære folketingsårets første møde. Kongehusets medlemmer modtages af særligt udvalgte medlemmer af Folketinget.
Kl. 12: Aldersformanden indleder mødet i Folketingssalen
Præcis kl. 12.00 begynder folketingsårets første møde. Mødet ledes altid af det nuværende medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. I år er det Pia Kjærsgaard (DF), som har været medlem af Folketinget i mere end 39 år
Som det første på mødet skal Folketingets formand og Præsidium vælges. Så snart det er overstået, holder formanden en tale og giver ordet til statsministeren, som holder sin åbningstale.
Kilde: ft.dk
Nej tak til traditionel gudstjeneste
Demonstrationerne på slotspladsen foran Christiansborg er ikke den eneste uofficielle og nyere tradition, som både Sofie Lippert og Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen vælger til fremfor de mere klassiske.
De har nemlig begge valgt ikke at deltage i den traditionelle gudstjeneste.
- Jeg tager ikke til gudstjeneste, fordi jeg ikke tror på gud, men også fordi jeg ikke synes, gud har noget at gøre på demokratiets festdag, siger Sofie Lippert.
I stedet deltager de i Humanistisk Samfunds åbningsceremoni, som er en ikke-religiøs højtideligholdelse og fejring af vores demokrati.
- Det er vigtigt at adskille religion fra vores demokrati, det står jeg fast på, så det er vigtigt, at vi kan fejre åbningen på en anden måde, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.
Stadig en stor dag
På trods af de unge folketingsmedlemmers opgør med nogle af de gamle traditioner, så er det stadig en stor dag, som de begge har set frem til.
- Det er en stor dag, hvor man er i sit fineste puds, og vi fejrer, at vi går igang med lovgivningsarbejdet, og det glæder jeg mig selvfølgelig til, siger Sofie Lippert.
Og specielt for Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, som kun for nylig er indtrådt som stedfortræder for Torsten Gejl, er det meget specielt at få lov at opleve Folketingets åbningsdag.
- Jeg husker hele tiden mig selv på, hvor stort et privilegium det er, at jeg får lov at opleve det. Og hvor stort et privilegium det er, at jeg som en af de få unge i Folketinget, har mulighed for at tale de unges sag herinde, siger Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.