Varmecheck på vej - men ikke alle får del i pengene

Et smalt flertal i Folketinget er enige om at give varmehjælp for over en milliard kroner, viser aftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dan Jørgensen (S), klima-, energi- og forsyningsminister, præsenterede sammen med et smalt flertal en aftale om varmehjælp til en milliard kroner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Et flertal i Folketinget er enige om at give målrettet varmehjælp til skønnet 320.000 husstande. Den økonomiske ramme er på en milliard kroner. Det viser aftaletekst.

Der har længe været et bredt politisk ønske om at hjælpe danskere, der er blevet ramt af de voldsomt stigende energipriser. Torsdag aften forlod hovedparten af blå blok forhandlingerne, da de mente en milliard kroner ikke var nok.

I Ulstrup ved Silkeborg har TV2 ØSTJYLLAND tidligere omtalt de varslede prisstigninger. Dog skete her en regnefejl af de større, da borgerne blev varslet 185 procent stigning for et standardhus på 130 kvadratmeter. Det blev dog nedjusteret til 43.

- Vi synes, det er rimeligt, at vi giver den her håndsrækning, fordi det er så unik en situation, vi står i. Vi er ikke vant til at give folk hjælp til at betale den slags regninger i Danmark, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ved præsentationen af aftalen og fortsætter:

- Vi har ikke valgt, som andre har foreslået, at lave en meget bred skattelettelse til alle danskere. Det ville føre til, at vi ville hjælpe mange danskere med et lille beløb. Der er behov for, at det kan mærkes for de mennesker, der får checken.

3.750 kroner per husstand

Ifølge aftalen, der bliver præsenteret fredag, er regeringen, dens støttepartier og Kristendemokraterne enige om at give en målrettet varmecheck.

Der er behov for, at det kan mærkes for de mennesker, der får checken.
Dan Jørgensen (S), klima-, energi- og forsyningsminister

Der er aftale en milliard kroner, der vil gå til estimeret 320.000 husstande. Holder det, vil de modtage 3.750 kroner hver. Det vil ske automatisk.

Forudsætningerne for at få varmehjælpen er, at husstanden har gasfyr eller ligger i et område, hvor fjernvarmen er skabt med hovedsageligt gas. Samtidig er der sat en beløbsgrænse, så hjælpen kun gives til husstande, der har en indtægt på under 550.000 kroner.

Skal også fremskynde udskiftning

Desuden er det en del af aftalen, at der skal skyndes på udskiftningen af gasfyr i Danmark. Det skal der bruges 250 millioner kroner på.

Dermed er der lagt op til at bruge 1,25 milliarder kroner på aftalen.

Som beskrevet forlod hovedparten af blå blok torsdag forhandlingerne. Partierne her ville gerne have brugt langt flere penge og hjulpet langt flere husstande. Samt lave en samlet afgiftsnedsættelse.

Til det ville de have brugt nogle af de over fire milliarder kroner, som staten har sparet i udgifter på grund af de stigende energipriser. Det siger Dan Jørgensen dog ikke er muligt, da de er bundet andetsteds.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her