Aarhus Lufthavn sætter mere solskin på afgangstavlen
Til næste sommer kan østjyderne flyve fra Aarhus til populære feriemål som Golden Sands og St. Konstantin.
Man kan vist roligt sige, at Aarhus Lufthavn har luft under vingerne.
Endnu engang udvider lufthavnen nemlig sin destinationsportefølje og denne gang med direkte fly til Varna i Bulgarien.
- Vi har ingen ruter, der går til det område, så vi synes, det er super godt, at vi nu får en ny prik på kortet, siger Peer H. Kristensen, der er direktør i Aarhus Airport, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den nye prik på kortet er kommet i hus i samarbejde med Balkan Holidays, som indtil nu ikke har haft destinationer fra Aarhus Lufthavn.
Med den nye destination til Varna skaber lufthavnen forbindelse til populære rejsemål som Golden Sands og St. Konstantin. Varna-flyvningerne går i luften den 16. juni 2020 og er dermed klar til næste års sommerferiesæson og vil have en ugentlig afgang.
Flere feriedestination på vej
Ruten til Bulgarien er langt fra den eneste, der går mod varmere himmelstrøg. Tidligere på året præsenterede Aarhus Charter nemlig, at de fra sommeren 2020 supplerer deres sommerkatalog med endnu en ny rute, der flyver direkte til Rhodos i Grækenland.
I sommeren 2020 vil flyselskabet DAT flyve direkte fra Aarhus til Bornholm og i samarbejde med SAS har lufthavnen også annoncerede direkte fly til Alicante i Spanien og Chania i Grækenland.
- Det er en del af hele vores vækststrategi. Det handler om for os at få endnu flere prikker på kortet, og det arbejder vi på hele tiden. Vi har ambitioner om, at vi vil tredoble antallet af passagerer på fem år, og det kræver, at vi får flere destinationer, siger Peer H. Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
De nye solskinsruter og ekstra flysæder understøtter lufthavnens ambition om at tredoble antallet af passagerer til 1,5 millioner i løbet af de næste fem år.
Passagervæksten i Aarhus Airport har været markant siden 2016, og med den omfattende ombygning af blandt andet det 750 kvadratmeter store loungeområde indrettet med dansk design er lufthavnen parat til at sende flere solglade ferierejsende af sted i foråret og sommeren 2020.
Flere flyver udenrigs
2018 var for Lufthavnen i Tirstrup det første år, hvor flere benyttede lufthavnen til at rejse direkte til udlandet end til destinationer i Danmark.
- Udenrigstrafikken overgik for første gang indenrigstrafikken som det største markedsområde, skriver lufthavnen i sin årsrapport for 2018.
- Flere har haft mulighed for at flyve direkte til slutdestinationen, hvilket medfører at færre har behov for København som mellemstation.
Af samme grund faldt indenrigstrafikken allerede i 2018 sammenlignet med tidligere år.
Indenrigstrafikken mindskes også i Kastrup Lufthavn. Passagerer, som rejser indenfor Danmarks grænser, udgør kun omkring fem procent af trafikken i Københavns Lufthavn.
I løbet af 2019 er antallet mindsket med 7 procent, sammenlignet med samme periode 2018. Også Aarhus Airport meddeler i sin halvårsrapport at antallet af passagerer på indenrigsruter faldt.