Ø vil sikre mørket - her kan du tage på stjernekig i en ellers overbelyst verden
Oplevelsen af mørket og stjernehimmelens vrimmel genskabes på nye særligt mørke steder i det østjyske. Blandet andet på Samsø, som vil være en såkaldt Sky Dark Park.
Der bliver stadig længere mellem steder, hvor mørket og stjernehimlen rigtig kan opleves.
Mængden af kunstigt lys er den seneste årrække vokset med to procent om året. På satellitbilleder ses tydeligere, hvordan områder som Europa mange steder om natten bades i lyset fra veje, byer og industri.
Der findes dog fortsat steder i Danmark, hvor mørket har magt. Hvor stjernerne ses i al deres mangfoldighed, og Mælkevejen ikke bare toner bort på en overbelyst himmel.
Nogle af disse steder i ind- og udland arbejdes der på at gøre til særlige Dark Skyområder for at begrænse lysforureningen og styrke udsigten til nattehimlen.
Det gælder blandt andet på Mandø og Anholt, der er Danmarks mørkeste steder og to af de mørkeste i verden, hvor der bor mennesker. Det gør sig også gældende på Samsø ved Nordby Bakker, hvor den lokale borgerforening spiller en central rolle i at få et Dark Skyprojekt op at stå.
- Målet er lave lysmålinger i dag, onsdag. Lige nu ser det dog - med optræk til tæt skydække - ikke for lovende ud, for så er der alt for meget lys, siger Finn Leth Hansen fra borgerforeningen.
Den første Sky Dark Park
Allerede for to år siden fik Danmark sit første mørke sted, da Møn og Nyord blev certificeret som Nordens første Dark Sky Park efter års forarbejde.
Tom Axelsen er civilingeniør og en af drivkræfterne bag projektet, der i dag trækker turister, som kommer til området for at opleve mørket i en overbelyst verden.
- Vi mister jo natten, uden at vi lægger mærke til det. Den klare konsekvens ved meget lys er, at stjernerne "forsvinder", og vi har jo ellers altid kigget mod stjernerne og fortalt historier om dem, siger Tom Axelsen.
- Endnu værre er det dog, at forskningen de seneste 10-15 år har påvist, at lyset også negativt påvirker menneskers sundhed samt dyreliv og insekter. Mørket er noget af det sidste ubeskyttede natur, selv om to tredjedele af alle dyr er aktive om natten, siger Tom Axelsen.
Derfor hilser han det velkommen, at der er flere Dark Sky Parks på trapperne.
- For at forstå mørket må der være nogle steder, folk kan opleve det. Man kan så håbe, at flere både borgere og politikere opdager, at lyset også er et forureningsproblem, og at det er dumt, at vi bruger så meget lys om natten, siger han.