To ældre kvinder udsat for tricktyveri: Mænd fulgte efter dem
De var begge i gang med at handle, mens nogen aflurede deres pinkoder og fulgte efter dem hjem til deres hjemadresser
Det er efterhånden blevet helt normalt for politiet at modtage opkald fra ældre frustrerede borgere, der fortæller, at de er blevet udsat for tyveri.
- Vi har mange sager i gang om denne type kriminalitet og oplever det hver anden til tredje dag, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
I går, torsdag, blev to kvinder igen udsat for samme slags kriminalitet. En 74-årig dame havde været ude at handle i et par butikker i Randers Storcenter ved 11-tiden om formiddagen, hvorefter hun kørte til sit hjem på Midtvej ved Råsted nord for Randers.
I sin indkørsel blev hun opsøgt af en ukendt, engelsktalende mand, der længe stod og talte med hende. Et stykke tid efter gik han fra stedet.
Bagefter opdagede kvinden, at hendes dankort var forsvundet fra pungen. Pungen havde ligget i en taske inde i bilen, der stod ulåst, da manden henvendte sig til hende.
Samarbejde mellem to gerningsmænd
Herefter skyndte kvinden sig at spærre sit kort, men da var der allerede hævet et større kontantbeløb med brug af hendes pinkode.
- Vi mistænker, at nogen har afluret pinkoden, da kvinden handlede i Randers Storcenter, og at den mand, der henvendte sig til hende på hendes hjemadresse, havde en ukendt medgerningsmand med sig. Vi formoder, at medgerningsmanden havde åbnet bildøren og stjålet hendes dankort, mens hun blev distraheret af den engelsktalende mand, siger Janni Lundager.
Manden, der opsøgte kvinden, beskrives som en yngre udenlandsk mand. Han er 180-190 cm høj og har kort, mørkt hår.
Under røveriet var han iført en mørk jakke og medbragte desuden en pakke og en paraply.
Tyveri på hjemadresse
Torsdag eftermiddag ved en 14-tiden var en 85-årig kvinde inde og handle i Fakta på Norges Allé i Aarhus N, hvor hun havde betalt med dankort.
Da hun kom hjem til sin opgang på Marius Simonsens Vej, så hun en mand, der så forvirret ud, så hun tog kontakt til ham.
Han begyndte at tegne noget på en mappe og sagde noget om "post", hvorfor kvinden troede, han ledte efter et posthus. Hun forsøgte på engelsk at forklare, hvor posthuset lå, da en anden mand kom hen til hende.
Ledte efter et posthus
- Kvinden kunne ikke kommunikere nærmere med dem, og de forlod stedet. Senere opdagede hun, at hendes pung var forsvundet, og der efterfølgende var hævet et større kontantbeløb med brug af rette pinkode, siger Janni Lundager.
På samme måde som ovenstående tilfælde formoder politiet, at de to mænd samarbejdede om at aflure pinkoden, da damen handlede ind for herefter at følge efter hende til hendes hjemadresse, hvor dankortet blev stjålet.
Kvinden beskriver de to mænd som 35-40 år gamle. De er begge 180-185 cm høje og almindelige af bygning.
De er mørke i huden og har kort hår. De talte et sprog, kvinden ikke kunne tyde
Vær ekstra opmærksom
Selvom begge tilfælde ligner hinanden meget, mener Østjyllands Politi ikke, at der er tale om de samme gerningsmænd.
Politiet modtager i øjeblikket mange anmeldelser om tricktyverier og opfordrer folk – især ældre – til at være ekstra opmærksomme, hvis fremmede opsøger dem.
Har du informationer om de to episoder, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
Gode råd fra politiet
- Husk altid at dække din pinkode til, når du er ude at handle.
- Vær særlig opmærksom på, om der står personer tæt på dig, når du indtaster pinkoden.
- Pas godt på dine kort/din pung - særligt hvis du bliver opsøgt af nogen kort efter, du har handlet.