Allergikere får et hårdt forår
I disse dage er der flere hundrede tusinde danskere der snøfter, nyser og klør sig i øjnene. Det skyldes en eksplosion i luftens indhold af birkepollen. Og det er ikke bare en almindelig forårsdosis - birkepollentallet er nemlig det højeste nogensinde.
På DMIs pollenfanger på Lyngbyvej i København målte man mandag en koncentration i luften på hele 4.696 birkepollen pr. kubikmeter luft. Den tidligere rekord stammer fra 7. maj 2006, da birkepollentallet nåede op på 4.381.
Det høje antal pollen skyldes påskens pludselige temperaturstigning. Igennem de 40 år, hvor der er blevet målt pollenkoncentration i Danmark, er der sket en stigning både i antallet af pollen og i længden af pollensæsonen. Årsagen er blandt andet klimaforandringer, mener eksperter.
- Det, vi ser i de her år, er, at vi har en tidligere sæson, der giver højere antal pollen, siger Torben Sigsgaard, der er professor på institut for Folkesundhed, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Man kan ifølge Torben Sigsgaard ikke flygte fra pollenskyen, da den er overalt. Det bedste råd er at holde sig inden døre, mens pollentallene er på sit højeste.
Se mere i indslaget øverst på siden.